Dressurlandsholdet er nomineret til Årets Sportsnavn 2024
Ved OL i Paris skrev det danske dressurlandshold historie ved at vinde Danmarks første sølvmedalje i dressur for hold nogensinde. Nu er holdets imponerende præstation blevet hædret med en nominering til Årets Sportsnavn 2024.
Det danske dressurlandshold er nomineret til Årets Sportsnavn 2024. En af dansk idræts fornemmeste priser. Det oplyser Dansk Rideforbund.
Holdet bestod af:
Cathrine Laudrup-Dufour på MSJ Freestyle
Daniel Bachmann Andersen på Vayron
Nanna Skodborg Merrald på Blue Hors Zepter
Nadja Aaboe Sloth på Favour Gerstorf (reserve)
Prisen som Årets Sportsnavn uddeles i et samarbejde mellem DIF og Team Danmark og hylder enestående præstationer på den internationale scene. I alt 15 nominerede er med i opløbet, og vinderen kåres ved det store show SPORT 2024 i Herning den 4. januar 2025. Vinderen udpeges af en dommerkomité med blandt andet H.M. Kongen.
Sidste år gik prisen til herrelandsholdet i håndbold, og Dansk Rideforbund fremhæver, at de er stolte over, at dressurlandsholdet nu er blandt årets kandidater. Udover æren følger en præmiesum på 75.000 kroner.