Juhuuu!!! Årets Danish Christmas Show er i gang
De mere end 1.700 ekvipager har glædet sig. De forventede over 20.000 besøgende har glædet sig. Hestemediet har glædet sig. Årets Danish Christmas Show er skudt i gang.
Så går det løs på Vilhelmsborg ved Aarhus, hvor der de næste fire uger afholdes fire springstævner. I dag er det et af landets største C-springstævner, Kingsland Christmas Warm Up Hest 2024, der indleder de begivenhedsrige mange kommende dage.
Mere end 1.700 ekvipager bydes velkommen på banen - mere end 7.000 starter og over 20.000 besøgende gæster Christmas Show i de fire uger, hvor der afvikles Baltic Cup, Kingsland Christmas Show samt Warm Up for pony og heste.
Noget af den bedste springning
Ifølge arrangørerne bag byder Kingsland Christmas Show på flere dage med noget af den bedste springning på dansk grund.
Det hele kulminerer lørdag den 14. december, hvor »juleaften« fejres i festlige rammer med minikoncert, speedklasser, sixbar, Grand Prix og en stemning i absolut topklasse blandt publikum.
Warm Up
Kingsland Christmas Warm Up Pony 2024 finder sted fra den 24. november til den 1. december. Et stævne der er utroligt populært blandt ponyrytterne målrettet springryttere på flere niveauer med klasser fra LB til MB, og som var fuldt booket i løbet af meget kort tid
Her har Hestemediet blandt andet haft en snak med Disa Nellemann og hendes mor Karen, om forberedelserne til det store stævne, som man kan glæde sig til at læse om inden for de næste dage.
Baltic Cup
Baltic Cup er den største ungdomsturnering i Skandinavien, springning på højt niveau for pony, children, junior, young rider. Stævnet, der er finalen for årets Baltic Cup stævner, finder sted fra den 5. til den 8. december.
Kingsland Christmas Show
Endelig er det i dagene fra den 10. til den 15. december, at arrangørerne kan byde ryttere og publikum velkommen til Nordeuropas største springstævne.