Hingstekåring i Herning 2025: Fjordhesten på den helt store scene
Er du også fascineret af fjordhesten med det kække udtryk og det dejlige sind? Så har du rig mulighed for at opleve den under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. I år er racen nemlig repræsenteret under gallashowet, ligesom Fjordhesten Danmark er klar med snak og konkurrencer på standen i hal K.

Fra venstre ses på billede af gallaholdet: Maria Holmskov på Ajsmann, Rebecca Lynge Bøgh Nielsen på Rubin Skovå , Pia Rosenhøj Hansen på Hedekrogens Magnum , Mitzi Catarina Vestergaard Stefansen på Sankt Hallvard, Maria Pejtersen på Stald Kiels Yatzy, Natasja Schütt på Tulstruplunds Qvali, Tanja Hinrichs Elbech Jakobsen på Ulvfin Skovå, Sandra Kjeldsen på Arvak Sejersborg. Fotos: Fjordhesten Danmark
- Vi kan med glæde afsløre, at der i 2025 vil være ikke mindre end otte seje ryttere og deres dygtige fjordheste at finde til Dansk Varmblods gallashow både fredag og lørdag.
Fjordhesten Danmark lægger ikke skjul på, at de i år ser frem til nogle helt særlige dage under Dansk Varmblods Hingstekåring, hvor foreningen blandt andet kan vise fjordhesten i det helt store rampelys.
Blandt landets ældste racer
Fjordhesten er oprindelig fra Norge, og er en af de ældste hesteracer i Europa. For snart 100 år siden kom Fjordhesten til Danmark som arbejdsheste i de små landbrug.
Før udbredelsen af traktor og maskiner var der over 20.000 fjordheste i Danmark. I 1941 udkom den første stambog for fjordheste i Danmark, og herefter har racen udviklet sig ekstremt meget. Fra at have været en sej og robust arbejdshest, udmærker den sig nu inden for flere discipliner i sporten som for eksempel dressur, spring og kørsel på højt plan.
- Det er en meget alsidig hest, som har bevaret dens kække udtryk og dejlige sind, men hvor gangarterne og brugsegenskaberne i sporten i den grad må siges at være blevet fremavlet og videreudviklet igennem generationer af dedikerede avlere.
Udover det, så er der også mange dygtige ryttere og kuske, der har fået øjnene op for funktionaliteten af fjordhesten, og de får dem vist frem på flotteste vis rundt omkring i både ind- og udland, oplyser Fjordhesten Danmark, der gør det klart, at fjordhesten i dag er hele familiens hest.
Foreningen oplyser endvidere om fjordhesten, at der er fem anerkendte fjordhestefarver, nemlig gul, rødgul, grå, ulsblak og gulblak. Fire af disse farver er for eksempel repræsentereret hos de deltagende fjordheste i DV´s gallashow, hvor der, som før nævnt, i år bliver stillet et hold på hele otte ekvipager.

Mød Fjordhesten Danmark under Dansk Varmblods Hingstekåring - blandt andet på standen i hal K.
600 medlemmer
Hvis man har en fjordhest eller drømmer om at få en, så kan det helt sikkert anbefales at melde sig ind i Fjordhesten Danmark, som er den landsdækkende forening for fjordheste venner i alle aldre.
Foreningen har omkring 600 medlemmer og der er et hav af fede aktiviteter, man kan deltage i, i løbet af hele året. Man kan for eksempel deltage i føl- og plagskuer, og kåringer af ens hoppe, vallak eller hingst.
Der er også mulighed for at starte til lokale mesterskaber, DM, Nordisk mesterskab og EM kun for fjordheste. Der er et skønt fællesskab omkring fjordhesten, hvor der er plads til alle uanset aldre, da fjordhesten er hele familiens hest.
Hvis du vil vide mere om fjordhesten og medlemskab i foreningen, så er der rig mulighed i forbindelse med Hest & Rytter messen i Herning.
Mød foreningen i hal K
Fjordhesten Danmark er at finde i hal K på stand nummer 8130, hvor alle er velkomne til en snak, mens man også kan deltage i flere konkurrencer, hvor der er mulighed for at vinde flotte store præmier hver dag.
- Hver dag fra klokken 9-18 (9-16 søndag) er det muligt at deltage i en fotokonkurrence på standen. Der udtrækkes en vinder hver dag, og præmien kan hentes på standen samme dag eller senest næste dag - ellers går den til en anden, oplyser Fjordhesten Danmark.
Derudover vil der også hver dag være kæpheste-højdespringskonkurrence på en fjordhest på standen. Der er præmie til den, som springer højest hver dag i to forskellige alderskategorier. Den hedder 0 -10 år og 11-100 år.
- Kom og slip din indre fjordhest fri og giv dit bedste forsøg. Hovedpræmien hver dag i hver disciplin er din helt egen kæphestefjordhest sponsoreret af HighGear, lyder det fra foreningen.
Ud over alt dette er det også muligt at købe en masse flot brugskunst med fjordhestemotiver for eksempel keramik fra Oppermann, malede fjordheste på sten og små fjordhestefigurer i alle racens farver samt flotte malerier. Derudover kan du også få ting til hest og rytter med foreningens logo på.
Har du endnu ikke købt din billet til årets store begivenhed i Herning, så finder du vejen til billetsalget her: https://dvevent.dk/billetsalg