Af Emma Lindevang, Velas Vissenbjerg og Anne Kirkegaard, Velas Viborg

De fleste miljøtilsyn fra kommunerne bliver ført hen over efteråret.

Efter at det blev lovpligtigt at registrere sit hestehold i CHR-registret, kan kommunerne nu lettere tilgå oplysninger om hestehold i kommunen. Det som kommunerne kan bruge informationerne i CHR-registret til er at kontrollere, om husdyrbruget er aktivt eller ophørt, og om der er en indikation af, om der er for mange heste på ejendommen i forhold til det godkendte antal.

De fleste hestehold får ført tilsyn efter §36 i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Her står der, at kommunerne mindst hvert 6. år skal se, om reglerne i bekendtgørelsens kapitel 6 om opbevaring af fast gødning og bundfald overholdes på de ejendomme, som ikke er omfattet af kravet om regelmæssigt tilsyn.

Tilsyn fra kommunen er brugerbetalt. Det betyder, at det er dig, som ejer gården hvor hestene er opstaldet, der får en regning efter tilsyn.

Er du underlagt krav om regelmæssigt tilsyn?

Hvis man har en miljøgodkendelse efter §16b i husdyrbrugloven, eller efter §10 i den gamle husdyrbruglov, skal kommunerne føre et basistilsyn minimum hvert 6. år.

Ved hestehold med mere end 200 m2 produktionsareal (bokse, løsdrift, faste læskure), eller blandede husdyrhold med mere end 100 m2 produktionsareal, hvor det kræver en miljøgodkendelse, skal kommunerne føre et basistilsyn minimum hvert 3-6 år alt efter størrelsen på ens dyrehold.

Hestehold med maks. 4 heste (og dertilhørende føl under 12 mnd.), og under 200 m2 produktionsareal, er ikke omfattet af en miljøgodkendelse.

Rådgiverens erfaring

Hvis I har en miljøgodkendelse, er det alle forhold på ejendommen, som kommunen fører tilsyn med. Her oplever vi typisk, at kommunerne opdager ridebaner med manglende landzonetilladelser eller baner som er anlagt med kunstmateriale. Hvis man eksempelvis har sat flere bokse op, og dermed udvidet produktionsarealet, vil kommunen have bragt forholdene i orden. Typisk enten ved at man fjerne boksene, og mindsker antallet af heste, eller man søger om en miljøgodkendelse.

I forhold til tilsyn efter husdyrgødningsbekendtgørelsen er det som udgangspunkt forholdene omkring husdyrgødningen, der føres tilsyn med. Men vurdere kommunerne, at der er forhold, som er ulovlige, er de forpligtiget til at indskærpe, at forholdene skal lovliggøres.