Spørgsmål:

Hvilke beskatningsmodel er der mest fordel i at bruge, når man driver stutteri i personligt regi?

Svar:

Langt de fleste stutterier vil anvende den ordning, som hedder virksomhedsordningen.

Virksomhedsordningen har den fordel, at man får fuldt rentefradrag i den personlige indkomst, samtidig med at renteudgifterne ikke tæller med i opgørelsen af, hvorvidt stutteriet kan balancere på bundlinjen, da dette måles ud fra resultatet efter driftsmæssige afskrivninger men før renter.

En anden fordel ved virksomhedsordningen er, at man ved større indkomst – f.eks. hvis man sælger en rigtig god hest – har mulighed for at spare indkomsten op til en lav aconto beskatning på 22 procent, hvilket tilsvarer beskatningen i et selskab.

På den måde har man mulighed for at investere i virksomheden for lavt beskattede midler.

Har man i efterfølgende indkomstår underskud, vil dette blive dækket af tidligere års opsparet overskud, hvor man da vil få den foreløbige acontoskat på 22 procent retur.

Kræver stram styring

Virksomhedsordningen har den ulempe, at den kræver en meget stram styring. Langt de færreste vil således kunne håndtere en virksomhedsordning uden hjælp fra en professionel revisor. Dermed bliver regnskabet også mere omkostningstungt.

En overset ordning

Et alternativ lige nu er kapitalafkastordningen – en lidt overset ordning, som faktisk kan mange af de samme ting som virksomhedsordningen, samtidig med, at den er meget lettere at håndtere.

Ved anvendelse af kapitalafkastordningen får man ikke fuldt rentefradrag, men til gengæld får man et afkast på 4 procent (2024) i forretning på virksomhedens aktiver, som man får lov til at flytte fra personlig indkomstbeskatning til kapitalindkomstbeskatning. På denne måde får du indirekte fuldt rentefradrag for den del af renteudgifterne, som tilsvarer afkastet.

Du kan spare op til lav beskatning (22 procent) på samme måde som i virksomhedsordningen, dog med den forskel, at du fysisk skal binde pengene på en konto i banken.

Kapitalafkastordningen er særligt god for dem, som selv forestår regnskabet, ellers som ønsker en mere simpel opgørelsesmetode.

Håber dette besvarer dit spørgsmål.

Hestemediets brevkasseredaktør og skatteekspert Mimi Shin Jensen med sin hest Romea-Vitz. Mimi Shin Jensen svarer på spørgsmål hver tredje uge. Foto: Henriette Lemvig

Hestemediets brevkasseredaktør og skatteekspert Mimi Shin Jensen med sin hest Romea-Vitz. Mimi Shin Jensen svarer på spørgsmål hver tredje uge. Foto: Henriette Lemvig