- 10 procents variation i sukkerindholdet i grovfoderet betyder enormt meget, når man har med heste at gøre. De er ekstremt følsomme, og en hesteejers største frygt er at få en hest med kolik, fordi det er gået galt med foderet, fortæller Henrik Amby, der er CEO og ejer af Nordentoft Equestrian Performance & Business Center, hvor man har specialiseret sig i at udvikle konkurrenceheste til både spring og dressur.

Lige nu er der omkring 70 heste på matriklen ved Nibe.

- Vi har 40 i ridning og godt 30 på fold lige nu, fortæller Henrik Amby.

I bestræbelserne på at sikre det bedst mulige grovfoder til sine heste har Henrik Amby allieret sig med Marcus Westergreen, der over de seneste år er gået fra at være ene mand med sin presser til nu at have fire fastansatte og flere indlejede medarbejdere, der klarer wrap, hø og halm til en række nordjyske stutterier og hesteejendomme.

- Vi servicerer efterhånden et par tusinde heste fra Skagen til Hobro, fortæller 27-årige Marcus Westergren.

Over 10.000 wrapballer

Marcus Westergren dyrker selv omkring 180 hektar græs på lejet jord, han har totalpasningsaftaler på cirka små 200 hektar og køber cirka 110 hektar græs på rod hos sine kunder. Så der er nok at se til for de tre pressere, når de kører ud af maskinhuset ved Aabybro.

- Her til første slæt skal vi igennem 450-500 hektar, så der kører vi igennem i seks uger. Derefter går vi direkte over i vinterbyggen, hvor vi skal tage 500-600 hektar byghalm, fortæller han.

- Når sæsonen er færdig, skulle vi gerne have kørt omkring 10.000 hø- og wrapballer og 6.000-7.000 baller halm hjem, siger Marcus Westergren, der har lejede halmhuse på fem forskellige lokationer i det nordjyske, og som seneste nye investering har købt en lastbil, så man ikke længere er afhængig af andre vognmænd og dermed får mere fleksibilitet.

Vigtig kapacitet

Hos Nordentoft aftager man omkring 1.000 baller wrap og godt og vel 1.000 baller halm om året. En mængde, der kræver en leverandør med en vis kapacitet – både i forhold til areal og logistik – hvis man vil have én virksomhed til at stå for hele leveringen.

- Én ting er, at man kan levere ballerne, men det er også en stor fordel for os, at der ikke bliver leveret til en hel måned ad gangen, men at Marcus kan komme cirka hver 14. dag. Det betyder, at vi ikke skal sætte helt samme mængde plads af til at opbevare foderet, fortæller Henrik Amby.

- Og så betyder det bare så enormt meget, at man kan regne med kvaliteten. Vi har måske en eller to wrapballer, der skal tages fra om året. Det er flot, konstaterer Henrik Amby, som fra denne græssæson håber at kunne få alle sine wrapballer fra første slæt for at gøre foderet endnu mere ensartet året igennem og få en ration, der i endnu højere grad passer til netop hans heste.

For grovfoder er ikke bare grovfoder, og en hest er ikke bare en hest.

- En stor del af min opgave er også at vurdere, hvilke dyr jeg leverer til. Her på Nordentoft, hvor det er heste, der får lov at arbejde for sagen, skal der noget mere »krudt« i grovfoderet, end hvis det er til mere nøjsomme racer, der ikke er lige så aktive, fortæller Marcus Westergren.

Sparringspartner til marken

I en hesteverden, hvor konkurrence og udstyr tager meget fokus, ser Henrik Amby stor værdi i at have en allieret, der er dedikeret til arbejdet fra mark til foderbord, som måske fylder knap så meget i ridehallen.

- Det er vigtigt med en sparringspartner, der blandt andet kan give nogle gode råd i forhold til, hvornår markerne er udpinte, og det er tid til at lægge græs om og den slags, konstaterer han.

Netop sparringen er et vigtigt element i Marcus Westergrens virke.

- Selvfølgelig er jeg først og fremmest grovfoderleverandør, men jeg sætter også en stor ære i at rådgive, fortæller den unge iværksætter, der sagtens kan mærke, at det ikke altid er marken, der er størst fokus på blandt hestefolket.

- »Uha, uha det lyder dyrt« er tit en reaktion, jeg får, når snakken falder på at lægge græsmarken om. Så det kan nogle gange kræve sit at få folk overbevist om, hvad der er det rigtige, fortæller han, mens Henrik Amby nikker.

- Sådan er det med hestefolk. Man kunne aldrig drømme om at spare et par tusinde kroner på sadlen, men når græsset stadig er grønt, kan det være svært at se, hvorfor der skulle være grund til at bruge penge på at lægge det om, inden det er helt udpint, tilføjer Henrik Amby, der ikke selv havde nogen hestebaggrund, da han startede Nordentoft for fem år siden efter at have trukket sig tilbage fra vindmøllebranchen.

Drømmer om at doble op

Selvom virksomheden er vokset markant, og Marcus Westergren og hans mandskab har nok at lave de kommende uger, når græsarbejdet går i gang, har han på ingen måde tænkt sig at træde på bremsen endnu.

- Vækstkurven er nærmest gået lodret op de sidste par år. Det er jo egentlig ikke noget mål som sådan bare at vokse og vokse, så jeg prøver at tage det step-by-step. Men på et tidspunkt vil jeg gerne kunne leve 100 procent af det foder, som vi leverer og ikke være afhængig af andre opgaver. Men det kræver altså, at vi dobler op i forhold til, hvad vi har nu, vurderer han.

Første skridt mod udvidelse er allerede taget via annoncer i norske medier og talt med enkelte rideskoler.

- Jeg har høje forventninger til at komme ind på det norske marked. Der er der virkelig potentiale, siger Marcus Westergren, der dog ikke er i tvivl om, at det også kræver tålmodighed at bevæge sig ind på nye græsgange – det har han allerede oplevet, da han startede op i det nordjyske.

- Det var et kæmpe issue i starten, hvor jeg følte, at folk godt kunne se mig som ung og dum og ikke var helt sikre på, at en ung gut som mig kunne løfte opgaven. Ikke mindst over for banken har det krævet sit at bevise, at jeg altså godt kan drive en sund forretning, fortæller han.

Lille hesteverden

Alligevel er det altså lykkedes ham forholdsvis hurtigt at slå sit navn fast i den nordjyske hesteverden.

- Det er en lille verden, hvor alle snakker med alle. Historierne går hurtigt fra mund til mund, så hvis bare man udfører et ordentlig stykke arbejde, skal folk nok få det at vide. Samtidig går det også hurtigt den anden vej, hvis ikke, man leverer, som man har lovet. Derfor er det ekstremt vigtigt at holde en høj standard, fastslår Marcus Westergren.

- Det kan selvfølgelig ikke undgås, at der er en dårlig balle indimellem, men så er det bare med at være der med det samme, tilføjer han.

På Nordentoft er Henrik Amby ikke i tvivl om, at han har fundet en »ung gut«, der kan løfte opgaven og levere lige netop det grovfoder, hans heste har brug for.

- I min tid i vindmøllebranchen lærte jeg, at man skal udvælge sig nogle få samarbejdspartnere, man virkelig stoler på, og som ikke bare er i det for pengenes skyld. Der har jeg fuld tillid til Marcus, som jeg altså også ser som sparringspartner og ikke kun grovfoderleverandør, fastslår hesteopdrætteren.