Valg af strøelse giver anledning til mange overvejelser.

Ifølge konsulent Jørgen Finderup fra Seges Heste er strøelse med til at sikre hestens trivsel og sundhed. I en artikel på hestekontoret.dk beskriver han fordele og ulemper ved de forskellige typer af strøelse, og hvorfor strøelsen er af så afgørende betydning for hestens sundhed og velvære.

En hest afsætter gødning cirka 10 til 15 gange i døgnet og cirka 20 liter urin, og strøelsen skal være i stand til at holde boksen og staldluften tør og ren.

Ifølge Jørgen Finderup er de vigtigste funktioner for underlaget i hestens opholdsareal som udgangspunkt at give hesten et tørt og rent miljø at opholde sig i, og et sikker underlag at færdes på.

Anvendes som gødning

Konsulenten påpeger endvidere, at god strøelse er karakteriseret ved stor sugeevne, høj hygiejnisk kvalitet, let håndterbarhed, lille rumfang, høj komposteringsevne og mulighed for anvendelse som gødning på marken.

- Halm har igennem tiden været den foretrukne strøelse i Danmark og et væsentligt supplement til hestens strukturfoder. Udbuddet af strøelsestyper har imidlertid været støt stigende igennem de sidste 20-30 år, og samtidig er der kommet øgede krav til opbevaring og bortskaffelse.

Seges Heste har i efteråret 2021 undersøgt væsentlige forhold omkring strøelse til heste ved hjælp af en spørgeundersøgelse. Knap 1.900 hesteejere har i den forbindelse svaret på spørgsmål om: Opstaldningstype, ventilation, timer på fold, type af strøelse, baggrund for valg af strøelse, forbrug af strøelse, arbejdsindsats og bortskaffelse.

Kvalitet og sundhed

Ifølge Jørgen Finderup skal strøelsen være af høj hygiejnisk kvalitet, da risikoen for luftvejslidelser er forøget for heste, der opholder sig og færdes i et støvet staldmiljø.

- Støv er med til at ødelægge hestens naturlige forsvarsmekanisme. Det gælder derfor om at minimere støvpåvirkningen i hestens nærmiljø så meget som muligt. Støv i mindre mængder vil blive elimineret af hestens naturlige forsvarsmekanismer hos sunde og raske heste. Hvis heste derimod udsættes for store støvmængder, kan det føre til allergiske reaktioner, forklarer konsulenten i meddelelsen, hvor det pointeres, at der i forbindelse med længerevarende støvpåvirkninger kan opstå en betændelsestilstand, øget slimproduktion og forsnævring af luftrøret. En tilstand der kan blive kronisk, hvis man ikke får støvpåvirkningen under kontrol.

Det kan blandt andet give symptomer som: Hoste, klart næseflåd og at hesten får besværet vejrtrækning med nedsat præstationsevne.

Konsulenten råder derfor til, at forekomsten af støv minimeres ved, at man så vidt muligt lukker alle heste ud, når der muges ud, strøs og fejes. Ligeledes er det en god ide at lufte godt ud i stalden, når hestene er på fold. Det anbefales endvidere kun at bruge strøelse, foder og stråfoder af god hygiejnisk kvalitet, ligesom strøelse og foder ikke bør opbevares i selve stalden.

Desuden er gode rummelige og velventilerede staldforhold vigtige, idet ammoniakdampe i stalden også er sundhedsskadelige for hesten og kan være medvirkende til luftvejsproblemer.

Fordele og ulemper ved strøelsestyper

På hestekontoret.dk har Seges Heste lavet en overskuelig oversigt over de forskellige strøelsestyper, hvor oprindelse og egenskaber fremgår.

I oversigten uddybes nærmere omkring forbrug, omkostninger samt fordele og ulemper for strøelsestyperne: Halm, snittet halm, box straw raps, spåner, træpiller og savsmuld, hamp, hør, tørv, halmpiller og pilestrø.

Jørgen Finderup beskriver endvidere, hvordan gummimåtter kan være med til at spare på strøelsen og sikre et smidigt og skridsikkert underlag, ligesom han i meddelelsen giver et kort indblik i, hvor man kan blive klogere på de gældende regler omkring opbevaring og bortskaffelse af husdyrgødning.