Tandlægens kamera afslører de undervurderede sygdomme i hestens mund
- Vi ser desværre af og til nogle ærgerlige cases, hvor man ikke har fået adresseret årsagen til, at en hest ikke har fungeret optimalt. Hestetandlæge Nicolaj Bach anbefaler et årligt tjek af tænderne hos de ellers sunde og velfungerende heste.
- Det, vi hyppigst støder på, er de undervurderede sygdomme i tanden. Med kamera kan vi jo se noget andet, end hvis der er foretaget tandundersøgelse uden kamera.
Med et par tænder i hånden fra en tidligere case forklarer dyrlæge med speciale i hestetænder Nicolaj Bach fra Hestetandklinikken nærmere, hvordan små detaljer på en tand i virkeligheden kan gemme på noget, der er værre, men som ikke er blevet set.
- Vi ser desværre af og til nogle ærgerlige cases, hvor man ikke har fået adresseret årsagen til, at en hest ikke har fungeret optimalt. Det kan for eksempel være en gammel kronisk rodbetændelse, der måske blot er set som en to millimeter lille plet i tyggefladen.
- Det er virkelig ærgerligt, hvis man har haft en hest, der ikke har fungeret på grund af for eksempel en kronisk rodbetændelse. Et problem, der i den tidlige fase kan løses ved, at tanden trækkes ud.
Hesten skjuler smerten
Man har ikke en chance for at kontrollere hestens tænder selv. Den har trods alt 36 kindtænder, der er umulige at komme til at se. Nicolaj Bach anbefaler derfor et årligt tjek af hestens tænder, hvis ellers hesten ser sund og rask ud.
- Hesten spiser også med en rodbetændelse eller en flækket tand, da hesten er et byttedyr. De skjuler deres smerte, og da en hestetands nerveforsyning er bygget op på samme måde som en mennesketands, så må smerten formodes at være den samme, påpeger han.
En patient med bihulebetændelse
Dagens første patient kommer ind på hospitalet med føl ved siden. Hoppen er blevet indlagt med kraftigt, ildelugtende snot ud ad det ene næsebor, hvor det konstateres, at den har bihulebetændelse.
Da årsagen ofte skyldes tandproblemer, skal Nicolaj – med god assistance fra veterinærsygeplejerske Stine, undersøge hesten nærmere.
Efter noget beroligende til hoppen, en grundig mundhuleundersøgelse med kamera og et røntgenbillede for at sikre, at problemet er lokaliseret, konstaterer Nicolaj, at en tand må trækkes ud, og der gives lokalbedøvelse ved tanden, der er årsag til problematikken.
Med et artigt føl, der puffer lidt til hoppen eller kigger de arbejdende over skulderen, lykkedes det med god tålmodighed at få den store kindtand lirket ud, en prop der skal fjernes igen, sættes i hullet, hvor tanden har siddet, og behandlingen afsluttes med en kameraundersøgelse af næse og svælg, inden hoppe og føl lukkes tilbage i stalden.