Clara modtog 180.000 på to dage for sine ridebukser: - Det var helt vildt at opleve den opbakning
Clara Bergman Smit blev træt af våde og beskidte ridebukser. Nu har hun designet og produceret sine egne vandtætte, åndbare og stretchy ridebukser og startet byCAVOUR, så andre ryttere også kan få glæde af hendes ridebukser.
Kender du det, at dine hvide stævnebukser pludselig ikke længere er hvide? Hestens snaskede mule har været forbi i et hurtigt strejf, eller du har selv været lidt for tæt på den støvede staldvæg.
28-årige Clara Bergman Smit, springrytter og iværksætter fra Aalborg, kender det – og har gjort noget ved det.
- Jeg var til endnu et af mange stævner, da det slog mig, hvor irriterende det var, at mine ridebukser igen var blevet lettere beskidte og netop den dag også våde, da det styrtregnede.
- Jeg manglede simpelthen et par vandtætte ridebukser, der var lette at rengøre uden, at de skulle endnu en tur i vaskemaskinen.
- Du skal være iværksætter
På daværende tidspunkt var Clara Bergman Smit under uddannelse til revisor. Efter to år på studiet var hun i tvivl, om det var den rette karrierevej for hende.
- Jeg havde en samtale med en studievejleder, der ud fra en profilanalyse, vi havde fået lavet på studiet, bakkede mig op i, at jeg nok ikke var på den helt rette hylde og anbefalede mig at blive iværksætter.
Clara Bergman Smit smiler overbærende.
- Det er jo ikke bare lige, men han fik tændt noget i mig, der fik mig til – kombineret med oplevelsen til stævnet, hvor det regnede – at springe ud i det. Jeg skulle designe de ridebukser, jeg selv manglede.
Samarbejde med tusindvis af andre ryttere
Gennem de sociale medier spurgte Clara Bergman Smit sine følgere om råd i forhold til, hvilke kvaliteter de enkelte værdsatte ved deres ridebukser.
- Højtaljede, ekstra længde, lange lommer og grip, der sidder fast, gik igen. Så det har jeg lyttet til og fået med – samtidig med, at ridebukserne er lavet i et materiale og med en membran, der gør, at de er vandtætte, og man derfor ikke sidder våd og kold efter en tur i regnvejr. Samtidig gør det dem lette at overfladerengøre med en klud.
Opstart gennem crowdfunding
Clara Bergman Smit kom i gang sidste sommer gennem crowdfunding, hvor hun på bare 48 timer havde fået 100 procent opbakning og samlet 180.000 kroner til opstart.
- Det var helt vildt at opleve den opbakning. Jeg ønskede ikke at sætte gang i noget, hvis ikke opbakningen var der, men det skal jeg love for, at den var, og har været siden. Jeg blev bekræftet i, at min mangel af ridebukser, blev delt af mange flere.
Clara Bergman Smit fortæller, hvordan det i øjeblikket gjorde hende meget lykkelige at opleve den opbakning fra flere fronter, men dernæst også lidt skræmt.
- Nu skulle jeg pludselig til at være iværksætter. Jeg skulle levere de ridebukser, jeg selv manglede.
Udsolgt på tre uger
I februar 2024 kom de første 500 ridebukser fra fabrikken, og efter tre uger kunne Clara Bergman Smit melde udsolgt.
- Jeg er meget taknemmelig både over den modtagelse og den hjælp, jeg har fået. Jeg vidste jo ingenting om design og produktion. Jeg vidste, hvad jeg manglede i ridebukserne, men det med at skulle have dem produceret, valgt stof med mere, der var jeg helt ny. Det har været en positiv oplevelse med hjælp fra mange kanter, siger Clara Bergman Smit, der rakte ud efter hjælp og fik den.
- Nu håber jeg så, at mine ridebukser kan være en hjælp til de mange ryttere, der har efterspurgt ridebukser, der er vandtætte, åndbare og stretchy, siger hun med et smil og påpeger, at intet skal ødelægge glæden ved en god ridetur, ikke engang regnvejr, som normalt kan være en humørdræber.
Cavour
Cavour var Clara Bergman Smits konkurrencehest gennem 10 år. Og det er ham, der har lagt navn til byCAVOUR.
- Vi købte ham som 5-årig og efter 10 år sammen kunne vi skrive 206 springkonkurrencer på CV’et, hvor 107 af klasserne var fejlfrie. Vi deltog i klasser op til 140 centimeter, og han gav altid en fantastisk ridetur og fyldte mig med en overvældende glæde og selvtillid.
Clara Bergman Smit rykker lidt på sig og ligner en, der fryser.
- Cavour er her ikke mere. Det er den største sorg, jeg har oplevet. Jeg får helt kuldegysninger, siger hun.
- Følelsen af overvældende glæde og selvtillid, ønsker vi, både Cavour og jeg, at videregive til alle, der bærer byCAVOUR-ridebukserne.