Jonathan West Haulrich er 14 år og har redet de sidste otte år.

- Interessen begyndte, da jeg fik lov at skridte på en af min mors veninders pony. Det, syntes jeg, var sjovt, mindes Jonathan West Haulrich. Han fik derefter lov at begynde til ridning, men kom aldrig sådan rigtigt i gang, førend han stoppede igen.

- Vi kunne mærke på Jonathan, at han var ked af ikke at ride længere, fortæller Chris Haulrich, der er far til Jonathan.

- Derfor aftalte vi med Vagn og Beate på Rankegaarden ved Nr. Åby på Vestfyn, hvor han stadig rider i dag, at han kunne komme og prøve en tur. Og han har redet siden.

Chris Haulrich er far til Jonathan, og bakker ham 100 procent op i hans ridning. 
- Når man sidder på en hest, er det ikke tidspunktet at blive sur, så det har hjulpet Jonathan til at udvikle sig, siger han med en forældres stolthed i stemmen.

Chris Haulrich er far til Jonathan, og bakker ham 100 procent op i hans ridning. - Når man sidder på en hest, er det ikke tidspunktet at blive sur, så det har hjulpet Jonathan til at udvikle sig, siger han med en forældres stolthed i stemmen.

Du kan ikke blive sur nu

Jonathans far fortæller, at Jonathan sommertider havde det lidt svært, da han var mindre.

- Det var svært med meget larm og mange mennesker, så ridning passer ham godt, fordi alt er i faste rammer, og han kun har sig selv og hesten at skulle forholde sig til.

- Når man sidder på en hest, er det ikke tidspunktet at blive sur, så det har hjulpet ham til at udvikle sig. Du kan ikke blive sur når, du sidder på en hest, du skal bare fortsætte, lyder det fra Chris Haulrich.

Startede med en part

Jonathan West Haulrich fortæller, at han de første år red på elevpony, og i 2019 fik part på en lille hvid pony.

- Derfra begyndte det at gå stærkt, siger Jonathan West Haulrich.

- Jeg voksede og fik en ny pony, og så voksede jeg lidt mere, og så besluttede vi os for, at vi skulle have vores egen hest.

- Jeg kunne ikke stoppe med at smile

Den første hest, Jonathan og hans familie fandt til ham, gik desværre ikke igennem dyrlægetjekket, men i oktober 2023 fik han Flaffe.

- Jeg kunne ikke stoppe med at smile, da jeg første gang prøvede hende. Jeg vidste bare, at jeg havde fundet min hest, og hun har levet op til forventningerne indtil nu og mere til, fastslår Jonathan West Haulrich, der suppleres af sin far.

- Før Flaffe havde Jonathan ikke så meget gå-på-mod, og han havde ikke et særligt stærkt udviklet konkurrencegen. Det skal jeg love for, at han har fået nu, lyder det med stolthed i stemmen og stor glæde over, at sønnen trives på hesteryg.

- Jeg drømmer måske om at blive berider en dag, siger Jonathan West Haulrich.

- Eller beslagsmed. Og så vil jeg gerne til nogle af de store stævner. Det er min drøm.