Det er gået stærkt i familien Vang, siden Hollie Nolia den 15. februar 2023 fik sin første pony, Allure.

I dag står der tre heste i stalden: Ponyerne Allure og Rondo og hesten Catchmo.

- Det er en barndomsdrøm, der er gået i opfyldelse, siger Mascha Vang og smiler over hele ansigtet. Vi elsker at være sammen med hestene – både i stalden, og når vi rider. Det er en helt fantastisk verden, der har åbnet sig for os.

Hollie Nolia, Mascha Vangs 12-årige datter, rider dagligt begge sine ponyer. Mascha Vang når ikke selv at ride helt så meget.

- Jeg har en til at ride Catchmo, så han bliver uddannet. Og så rider jeg ham selv alt det, jeg kan nå, siger hun.

- Så kunne jeg have ponyerne for mig selv

Mascha Vang fortæller, hvordan hun, inden købet af Catchmo, begyndte at glæde sig til at skulle have ansvar for ponyerne, når Hollie Nolia var hos sin far hver anden weekend.

- Så kunne jeg have ponyerne for mig selv, siger hun med et stort grin.

Kærlighed ved første blik

Og pludselig stod den smukkeste røde hest i stalden og var til salg.

Catchmo har opfyldt Mascha Vangs drøm om at blive hesteejer. Fotos: Henriette Lemvig

Catchmo har opfyldt Mascha Vangs drøm om at blive hesteejer. Fotos: Henriette Lemvig

- Det var kærlighed ved første blik. Han er simpelthen så smuk, og jeg har ikke fortrudt mit køb, men det var da lidt af et impulskøb, indrømmer hun og fortæller, at den tidligere ejer da godt nok nævnte, at han kiggede lidt.

- Og den oplysning forstod jeg altså ikke, siger Mascha Vang og smiler igen sit bredeste smil.

- Jeg tænkte bare, ja selvfølgelig gør den det. Hvad mener du?

- Det har jeg så senere fundet ud af, og har arbejdet med det. Vi lærer hele tiden, og det er skønt.

Samværet er altid det vigtigste

Som en start valgte Mascha Vang at få daglige private undervisningstimer.

- Det er lidt i perioder, hvad jeg har lyst til. Samværet er altid det vigtigste for mig. Så betyder det ikke så meget, om det er dressur, skovtur, grooming eller arbejdet i at tage sig af dem - jeg elsker det hele.

- Bare det at vinde tillid og være hinanden nær, giver mig en uvurderlig ro og helhed indeni. Derfor har jeg også elsket de horsemanship-kurser, jeg har været på hos Maj-Brit Rønnow, påpeger Mascha Vang og slutter:

- For mig er det aldrig for sent at lære noget nyt. Jeg lærer hver dag med hestene, og det, jeg ikke ved noget om, undersøger jeg, så godt jeg kan.