Team Danmarks vejledning for forældre: Sådan støtter du dit barn i ridesporten
Forældreengagement er en stor og vigtig ressource i sports- og idrætsmiljøet for børn og unge på alle niveauer. Derfor lancerer Team Danmark nu »Forældreguiden«, som har til formål at guide forældre til at støtte deres barn bedst muligt i deres sport.
Det er ikke altid nemt som forælder at vide, hvordan man bedst hjælper og støtter sit barn til at opnå idrætsglæde, trivsel og sportslig udvikling.
Dansk Ride Forbund gør opmærksom på, at Team Danmark derfor har udviklet en forældreguide med information og redskaber, der hjælper forældre med at optimere deres involvering og støtte til barnet i sporten på en måde, der gavner barnets trivsel og udvikling.
Team Danmark Forældreguiden berører blandt andet temaer som: Forventningsafstemning, støtte ved konkurrencer, motivation, mål, mindset, feedback, trivsel og den sammenhængende hverdag.
Her kommer guiden eksempelvis ind på, at man skal gøre sig bevidst, at man er en rollemodel, og at ens barn spejler sig i den adfærd, der bliver vist.
Der henvises også til, at man skal finde balancen i at støtte både praktisk og følelsesmæssigt, hvor barnet får den støtte, der er nødvendig, men også får mulighed for at tage ansvar og udvikle selvstændighed.
Ligeledes fremhæves det, at der bør lægges vægt på mestring af færdigheder frem for resultater, og at man skal hjælpe barnet med at have fokus på procesmål fra træningen.
Guiden henvender sig til alle forældre, der har et barn i ridesporten, uanset barnets niveau og ambitioner.
Du finder Team Danmark Forældreguiden på Team Danmarks hjemmeside her: https://www.teamdanmark.dk/talent/foraeldreguide.