- Nu dyrker vi hø med højre hånd
Pedersminde Kvalitetshø har fokus på at dyrke hø af høj kvalitet. - Det kræver faglig viden og næse for rettidighed, lyder det fra indehaveren.

Aage Lauritzen, der står bag det bare to år gamle Pedersminde Kvalitetshø, beliggende i det sydvestjyske øst for Ribe, har altid arbejdet med heste, og kender derfor til behovet for god kvalitet hø og forskellige behov alt efter hestetype og anvendelse.
Aage Lauritzen, der står bag det bare to år gamle Pedersminde Kvalitetshø, beliggende i det sydvestjyske øst for Ribe, har altid arbejdet med heste.
Han er tidligere professionel rytter på internationalt niveau, og har deltaget i DM i ridebanespringning for seniorer. Han har arbejdet i ind- og udland på rideskoler og i salgsstalde, inden har overtog driften og ansvaret for Pedersminde, der i dag – udover Kvalitetshø – også rummer 900 hektar planteavl, skovdrift og en større griseproduktion.
Hestene er stadig en vigtig del af familien, som selv har et mindre hestehold med både konkurrenceheste, islændere og shetlandsponyer.
- Netop det, at vi har forskellige typer af heste, gør, at vi også privat har stort fokus på, at der er forskel på fodersammensætning og høet alt efter hestens behov, siger han, der længe har gået med ønsket om at producere noget, der kommer direkte ud til kunden.
Den daglige kundekontakt står Charlotte Schreiber for.
- Charlotte er salgskonsulent for vores kvalitetshø. Charlotte rider selv på internationalt niveau og er vinder af unghestechampionatet i Herning og erfaren uddanner af heste fra unghesteklasser op til 145 cm. Høj foderkvalitet har stor betydning for vores hestes trivsel og præstationsevne, og derfor ved Charlotte om nogen, hvor vigtigt det er, at alt det vi giver vores heste, er af god kvalitet.

God kvalitet af det grovfoder, vi giver vores heste, betaler sig. Fotos: Kvalitetshø
Tørke og varme gav startskuddet
At det netop blev avl og salg af hø, der blev nicheproduktionen, skyldes til dels det tørre og varme vejr i 2023.
- Vejret var optimalt til græs, og vi besluttede os for at slå noget af græsset og lave hø. Det gav et superslæt, siger Aage Lauritzen og betegner det som, at de nu har valgt at tage avlen af hø over i højre hånd i stedet for altid at have den i den venstre - billedligt talt.
Kvalitet betaler sig
- Hø har på mange måder været et sekundært produkt. Men det er jo fuldstændig forkert at se på det, på den måde, når nu kvaliteten af det grovfoder, vi giver vores heste, virkelig betaler sig i sidste ende.
Aage Lauritzen påpeger, at han har været vant til svingende kvalitet af hø gennem sin tid som både rytter og avler.
- Nu prioriterer vi høet, som det bør prioriteres, og som det grundfoder, det er for hestene. Så kan man altid supplere med tilskudsprodukter, ud fra de analysemålinger, vi får taget af indholdet.
Våd 2024
Modsat 2023, var 2024 et vådt og svært år, så til trods for, at Pedersminde Kvalitetshø gjorde endnu mere ud af avlen, indkøbte nye maskiner og lagde arealer ud i hesteblanding, blev de nødt til at tørre dele af høet ned på lager og pakke andet af høet i plastik som wrap.
- Vi laver en kvalitet, som vi garanterer, er høj. Kan vi ikke det, finder vi andre anvendelsesmuligheder. Kvaliteten skal være i top, når man handler med Pedersminde Kvalitetshø, understreger Aage Lauritzen og fremhæver, at det er muligt at hente blot en enkelt høballe, hvis man vil afprøve kvaliteten inden, man investerer i det helt store læs.
- Vi har trailerafhentning tre gange ugentligt, hvor man kan nøjes med en enkelt eller to høballer. Man bestiller bare over vores hjemmeside, forklarer han.
Faglig viden og rettidig omhu
At lave et godt produkt kræver, ifølge Aage Lauritzen, en del praktisk viden og tid, og afhænger i høj grad af rettidighed.
- Hvor græsset tidligere måske er blevet nedprioriteret i forhold ikke at blive dyrket på den bedste agerjord, vælger vi nu, at den skal have lige så gode vækstbetingelser som eksempelvis hveden.
- Dernæst er timingen vigtig, da høet skal presses lige op mod en regnbyge. I gamle dage sagde man, at høet skulle bruges inden nytår. Vi skal lave en kvalitet, der kan holde til næste høst – altså frem til først på sommeren.
- Det kræver, at græsset lægges ud på det optimale tidspunkt, og ofte er det heller ikke første år, der er det bedste, forklarer han og påpeger, at græsset det første år nemt kan være for proteinrigt for de fleste heste.
- Derfor har vi også eksempelvis havrehø på hylderne til sarte maver og andet til sportsheste, der skal have noget med lidt mere energi i.
I alt dyrker Pedersminde Kvalitetshø 150 hektar med græs. Noget af græsset går også til kvægbesætninger og biogas. I alt dyrker Pedersminde 900 hektar agerjord.

Sommeren 2023 var varm og tør og gav startskuddet til Kvalitetshø.