Agnete brænder for både heste og bestyrelsesarbejde

Allerede ved indkørslen mødes man af de første heste. På hver side af alléen op mod Agnete Berner Lemvigs hjem i en sidelænge til Clausholm Slot ved Hadsten græsser ungheste og en hoppe, der er lidt for tyk til, at det blot er den sparsomme vintergræsning, der har gjort udfaldet – hun er ifolet og venter føl til maj.

I stalden står hoppen Dante’s Smaragd med sit helt nye hingsteføl, der blot venter på at blive nusset og kælet med. En opgave Agnete tydeligvis har taget sig godt af, og som mærkes, da vi efter interviewet går en tur over i stalden. Her hersker en ro og et nærvær, der får en til at ville blive hængende.

Det gør der i øvrigt også indendøre, til trods for, at lille Anker på ni måneder endnu ikke er helt indkørt i vuggestuen. Han har nemlig ligesom mange andre på denne årstid en næse, der løber og et humør, der skifter mellem at småpylre og sende store smil.

Til trods for at man derfor nemt kan regne ud, at natten nok ikke har været med otte timers søvn, møder 39-årige Agnete en med engagement og fortællervilje.

- Jeg har allerede drukket ret mange kopper kaffe, så jeg tager bare et glas vand, siger hun smilende, da hun byder på formiddagskaffe i det hyggelige køkken.

Dansk Ride Forbund

Vi skal tale om hendes arbejde i Dansk Ride Forbunds bestyrelse og hendes vej i hesteverdenen.

- Og mit liv med heste vil jeg meget gerne fortælle om, siger Agnete. - Men jeg vil også rigtig gerne omkring min motivation for bestyrelsesarbejdet.

- Det forgangne år har jo været mareridts-år for ridesporten og for Dansk Ride Forbund i særdeleshed. Jeg fulgte med på sidelinjen, og fandt det især frustrerende, at forbundet ikke var proaktivt i medierne med en positiv vinkel under OL. OL var en enestående mulighed for at kommunikere med den almene befolkning. I stedet var mediebilledet præget af dårlige sager og kritiske artikler, og forbundet var ikkeeksisterende i den sammenhæng.

- Min far har været minkavler, og historien om minkene, der pludselig skulle slås ned og en hel branche, der forsvandt overnight, kender de fleste. Det var de associationer, der fik mig til tænke »Kan vi overhovedet få lov at holde heste på sigt?«

- Da det blev kendt, at den daværende bestyrelse var passiviseret på grund af samarbejdsvanskeligheder, tænkte jeg, at min professionelle erfaring og kompetencer kunne hjælpe, siger Agnete som begrundelse for, at hun tilbage i efteråret valgte at stille op til bestyrelsen og meget gerne fortsætter sit arbejde efter næste valg i repræsentantskabet den 12. april.

Hånden direkte på kogepladen

- I bestyrelsen har vi hånden direkte på kogepladen, og det er der, hvor jeg er bedst. Det ved jeg efter i mange år at have arbejdet tæt sammen med og op mod bestyrelserne i både Ecco og Arla. Det arbejde har givet mig motivation til at præge og få indflydelse på den strategiske retning.

- En bestyrelse er ingenting værd, hvis ikke der kan opnås enighed og fremdrift. Det ved jeg, at jeg kan hjælpe med at skabe. Foruden diplomatisk sans kræver det forståelse for det enkelte menneskes motiver, behov og adfærd, og netop dét er essensen af min nuværende rolle i Arla, hvor jeg arbejder med rekruttering, talentudvikling, og faciliterer workshops for netop at forbedre samarbejdet i teams.

Der skal sikres fremdrift

Agnete understreger, at hun er fortrøstningsfuld i forhold til opgaven, da der i dag i rideforbundet er et stærkt formandskab og ledelse.

- Nu er opgaven at sikre alignment og fremdrift. Og så skal vi meget gerne have medlemsnedgang vendt til fremgang.

- En vigtig opgave er at få oparbejdet sportens gode image igen. Det er en bred indsats, så det kræver noget af alle, men bestyrelsen skal sætte rammerne og sørge for de rette forudsætninger.

- Vi skal have vist, at ridning og et liv med heste er godt både for hestene og os. Vores heste skal have det godt – og det har de heldigvis også langt de fleste steder. Men vi skal formå at få det vist – også til alle dem, der den seneste tid er blevet usikre og kritiske. Lykkes det ikke med at forbedre vores image, vil det for eksempel blive svært for de enkelte rideskoler at få økonomisk støtte og opbakning fra kommunerne, og så forsvinder sporten. Det er vi på ingen måder interesseret i, fastslår Agnete Berner Lemvig.

Lykkeshøj Rideskole lagde grundstenene

Agnetes eget hesteliv begyndte, da hun som 5-årige startede til ridning på Lykkeshøj Rideskole ved Randers.

- Min søster og jeg elskede at gå til ridning! Det var både selve ridetimerne, men lige så meget vennerne og livet på rideskolen, der trak. Det var en skøn tid, hvor vi så op til de dygtige, der startede stævner og drømte om, at det blev os en dag.

Det var især springningen, der trak i Agnete.

- Der var fart over feltet. Det kunne jeg godt lide. Eller det troede jeg i hvert fald! Desværre turde jeg ikke rigtigt springe, når det kom til stykket, og sådan endte jeg som dressurrytter.

Agnete smiler ved tanken.

- Det har heldigvis også givet mig en masse dejlige oplevelser, siger hun og refererer til fire år på junior/U21landsholdene.

- Det tog virkelig fart efter, at jeg havde haft et år på efterskole, hvor jeg slet ikke red.

Mit rideliv er formet af Hasse og Grethe Hoffmann

- Vores forældre kendte Hasse og Grethe Hoffmann, og gennem dem kom jeg i gang igen. I en årrække brugte jeg stort set al min tid hos Hasse og Grethe, så mit rideliv er formet af dem. Hasse og Grethe lærte mig horsemanship. Man skal være ordentlig overfor hesten. Det er det allervigtigste.

Min søster og jeg var så heldige, at vi fik bygget en stald herhjemme, hvor vi kunne have hestene. Så det var staldarbejde hver morgen, inden vi tog i gymnasiet, og direkte i stalden igen for at ride, når vi kom hjem.

- Min drøm var at blive professionel, og jeg fik i ungdomslandsholdstiden træning af Finn Greve (tidligere eksamineret berider og dressurtræner, red.) to til tre gange ugentligt.

- Efterfølgende fik jeg mulighed for at komme til Florida og ride hos Lars Petersen. Jeg indså dog, at det ikke var mig at blive professionel rytter. Derfor vendte jeg hjem og begyndte at læse Jordbrugsøkonomi på Landbohøjskolen, og lagde hestene på hylden for en tid.

Heste skaber venskaber

- Jeg har virkelig nydt min studietid!. Og jeg fandt ud af, at jeg kunne kanalisere hele den målrettethed, jeg havde fra ridningen, over i studiet. Jeg satte mig et mål og blev motiveret for at læse.

Motivationen bød på studieophold i både Brasilien og Skotland.

- Især året i Brasilien var hårdt. Sproget var svært, kulturen var fremmed, og den første tid var jeg meget ensom. Men så kom hestene mig til undsætning igen. For gennem hestemennesker opstod muligheden for at undervise andre i dressur, og på den måde hjalp hestene mig ud af ensomheden.

- Alle de gange, hvor jeg har været langt væk hjemme fra, har hestene hjulpet mig i kontakt med andre mennesker. Det er jo alle slags mennesker, man møder gennem hestene og mange af dem, har jeg stadig kontakt med.

DV avl – Stutteri Schilden

I 2014 fik Agnete Berner Lemvig sit første job – som direktionsassistent i Ecco Holding. Det blev til tre år i Danmark og dernæst halvandet år i Malaysia.

- På det tidspunkt havde jeg mødt min mand Martin, så efter halvandet år kunne jeg godt mærke, at nu var det tid at vende næsen hjem og måske begynde at stifte familie.

- Det har vi gjort. Karen er fire år og Anker er ni måneder. Martin har også tre dejlige børn fra tidligere, så jeg har fået en stor familie, som jeg nyder meget.

- Vi bor her på Clausholm, hvor min lillebror Christian og vores far også bor, så det giver nogle dejlige muligheder. Blandt andet også i forhold til hestene.

- Da min far pludselig blev arbejdsløs efter, at minkene var blevet slået ned, fik han tid til et samarbejde med mig omkring hestene. Vi købte derfor et par avlshopper fra Stutteri Uno, og vores første afkom er i dag tre år.

Agnete smiler, da hun remser i alt 12 heste op.

- Ja, de to blev hurtigt til flere. Og vi bruger rigtigt meget dejlig tid på dem. Det er jo skønt, at hestene er lige uden for døren. Og det giver min far og mig nogle fantastiske timer sammen, hvor vi taler om hingstevalg, temperament, holdbarhed, ja alt, hvad vi vil have frem i vores fremtidige dressurheste.

Temperament og holdbarhed

Agnete fremhæver, at det allervigtigste er at få avlet nogle heste med et godt temperament.

- Vi hygger os med vores heste, så de skal være til at håndtere. Men selvfølgelig vil vi også gerne lave gode sportsheste, der er atletiske, sunde og med gode gangarter. Men temperament og holdbarhed er nok de væsentligste kriterier for os, slutter Agnete Berner Lemvig.