Dansk Varmblods Hingstekåring og Hest & Rytter strækker sig over 5 dage i Messecenter Herning, hvor der fordelt på dagene kommer mere end 60.000 gæster.

Gæsterne kommer fra hele landet, ligesom hesteinteresserede fra udlandet også lægger vejen forbi Herning i dagene, hvor arrangementet finder sted.

Blandt de mange tusinde gæster er flere af dem efterskoleelever. Veninderne Nickita Boye Steenberg og Sine Lorck Fuglebjerg kommer fra henholdsvis Slagelse og Herning, men til daglig er de begge elever på Husby Efterskole i Ulfborg, hvor de går på efterskolens linje med islandske heste.

Til årets Dansk Varmblods Hingstekåring og Hest & Rytter er alle elever på linjen med islandske heste inklusive lærerne afsted.

- Det er hyggeligt at være afsted, og vi får noget socialt sammen, og kigget på ting til heste, siger Nickita Boye Steenberg, der har sin egen islandske hest med på Husby Efterskole.

Veninderne Nickita Boye Steenberg (t.v) og Sine Lorck Fuglebjerg (t.h) går til daglig på efterskolen Husby Efterskole, og på Hest & Rytter messen er de på udkig efter nyt udstyr til hestene. Foto: Victor Juul Grønbæk

Veninderne Nickita Boye Steenberg (t.v) og Sine Lorck Fuglebjerg (t.h) går til daglig på efterskolen Husby Efterskole, og på Hest & Rytter messen er de på udkig efter nyt udstyr til hestene. Foto: Victor Juul Grønbæk

Mulige køb

Seks haller er taget i brug til årets Hest & Rytter messe, hvor der samlet er mere end 250 udstillere.

Det betyder, at der er alt fra hestetransport, stald, udstyr til hest og rytter samt meget andet. Derfor kan man også nemt blive fristet til at købe nyt.

- Vi har været inde og se lidt på heste, men vi går også og kigger på nogle af de forskellige ting hos udstillerne. Jeg kigger måske efter lidt ridetøj til sommeren, og ellers lidt forskellige ting som grimer og træktov, siger Sine Lorck Fuglebjerg.

Nickita Boye Steenberg afviser heller ikke, at det kan ende med et køb en af dagene.

- Som hestepige kan det godt blive dyrt, så jeg har egentlig besluttet mig for ikke at købe noget. Men jeg mangler et underlag og lidt forskelligt, så det kan jo være jeg køber lidt til hesten, siger hun og slår samtidig fast, at det samtidig er godt at komme ud og se andre grene af hesteverdenen som spring og dressur.