32-årige Ida brænder for ridning: - Det er drømmen, der skal bære vores sport

Der er heste i vindueskarmene, på reolen, hestebilleder på væggen og helt tydeligt også heste i både hjerte, hjerne og sjæl hos Ida Hofman-Bang, der driver Hofman-Bang Dressage på Billesbøllevej nær Harndrup på Fyn.

Når først man er drejet ned ad den lange indkørsel med foldene på den ene side og staldanlægget på den anden, er man ikke i tvivl om, at her bor et hestemenneske.

Ida Hofman-Bang er bare 32 år, men allerede et veletableret navn i hesteverdenen – en rytter selv hesteejere i USA, Spanien, Finland, Tyskland og Sverige har bemærket.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der ville være en amerikansk kunde, der ringede og spurgte, om jeg kunne tage en hest i ridning, da vi købte det her sted for bare fem år siden. Men det er der, siger Ida Hofman-Bang, da Hestemediet besøger hende en regnfuld formiddag.

- I begyndelsen havde jeg mest tilridningsheste. I dag har vi alt fra tilridningsheste til to grand prix-heste i stalden og alt derimellem.

- Jeg elsker mit arbejde

- Jeg elsker mit arbejde, udbryder Ida Hofman-Bang med overbevisning i stemmen, så man ikke er i tvivl om, at hun mener det. Måske endnu mere, fordi der har været nogle bump på vejen og det har krævet hårdt arbejde.

- Jeg er ikke ud af en hestefamilie. Mine forældre var slet ikke hesteinteresserede, men det var den barnepige, jeg fik som fem-årig, og så var skaden sket, fortæller Ida Hofman-Bang med et smil og noterer sig, at hun aldrig kom til at lege med Barbiedukker, men i stedet havde værelset fyldt med heste i alle afskygninger.

Lidt lige som i dag….

- Jeg brugte mine konfirmationspenge til at købe en Connemara-pony, som jeg red op og havde de dejligste år sammen med. Sammen med ham kunne jeg det hele. Det var ikke altid, at vi opnåede de resultater, jeg havde sat næsen op efter, men vi havde det sjovt.

- Den gang vidste jeg ikke, at jeg skulle komme til at leve af at ride. Jeg havde faktisk en plan om at læse videre til advokat efter gymnasiet. Men fordi jeg lige trængte til en pause, tog mit liv en anden retning.

- Hvis vi skal have glæden tilbage i vores sport, skal vi væk fra, at heste er et regnestykke

»Sabbat-år« på Hesselhøj

Ida Hofman-Bang søgte job hos Hans Jørgen Hoeck, Hesselhøj ved Nr. Aaby på Fyn, og fik det.

- Jeg begyndte dagen efter, at jeg havde fået studenterhuen på, så der var ikke meget fest og fejring over det. Jeg gik bare i gang.

Hos Hans Jørgen Hoeck red Ida Hofman-Bang alt. Fra tilridningsheste til lidt højere uddannede heste.

- Jeg lærte på godt og ondt, hvad det vil sige at være i hesteverdenen. Hvad det kræver – også uden for stalden – at drive en forretning. Jeg havde nogle positive år på Hesselhøj og fik lagt mit fundament indenfor det at leve af at have hest.

Ansat hos Nathalie i Tyskland

Da lysten til at arbejde med lidt ældre heste blev større, blev Ida Hofman-Bang ansat hos Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg i Tyskland, hvor hun red grand prix-heste.

- Jeg var der et godt år, og der skulle jeg være blevet noget længere. Det er et virkelig godt sted, hvor jeg lærte utroligt meget. Hos Hans Jørgen (Hoeck, red.) blev hestene tit solgt, mens man var allerbedst i gang med udviklingen. Hos Nathalie fik jeg lov at følge de ældre heste til dørs. Det var utroligt lærerigt og tilfredsstillende.

Men hjemme i Danmark trak både familie og kæreste i Ida, så som 23-årig vendte hun retur til Danmark og staldene på Hesselhøj.

Voldsom ulykke

- Jeg kom hjem til jul. Fire måneder efter – i april – blev jeg sparket så voldsomt i hovedet af en hest, at jeg mistede alle mine tænder og måtte have fem operationer i kæben hen over sommeren.

- Oplevelsen af, at hvis jeg ikke havde haft ridehjelm på, så kunne jeg have været død, havde sat sig

- Jeg troede, at det var noget, jeg kunne arbejde væk. Jeg ville gerne ride igen, men om efteråret måtte jeg kapitulere. Ikke nok med at jeg fysisk skulle lappes sammen. Oplevelsen af, at hvis jeg ikke havde haft ridehjelm på, så kunne jeg have været død, havde sat sig. Min psyke var blevet påvirket af at opleve, at jeg måske ikke var 100 procent udødelig, smiler Ida Hofman-Bang, og ligner en, der nu faktisk er det.

Ida sagde op hos Hans Jørgen og flyttede sine egne heste til Helle Nissen og Middelfart Ridecenter.

Og her tog det så uventet fart.

- Jeg kom hjem til jul. Fire måneder efter – i april – blev jeg sparket så voldsomt i hovedet af en hest, at jeg mistede alle min tænder og måtte have fem operationer i kæben hen over sommeren

Tilfældig selvstændig start

- Der kom folk, jeg kendte fra Hesselhøj, og spurgte, om jeg fortsat ville tage heste i ridning. Og lige så stille blev jeg selvstændig med base i Middelfart. Faktisk står der fem heste i stalden i dag, der er fra hende, der kom med den første hest i Middelfart. Det er jeg meget taknemmelig for.

Og den ene hest blev, i takt med, at Ida også selv kunne følge med – i forhold til endnu flere operationer, som hun måtte igennem efter ulykken – til omkring 40. Og lige så stille kom troen tilbage på, at et liv som selvstændig godt kunne lade sig gøre.

- Jeg kunne selv administrere min tid, så jeg kunne bedre overskue det. Helle Nissen var fantastisk i hele processen og en stor grund til, at jeg er, hvor jeg er i dag. Jeg kunne få lagt en fin base derude og fik prøvet af under gode rammer, så efter 4-5 år i Middelfart kunne jeg godt se, at det jeg betalte i stald- og husleje, snart bedre kunne forrente et hus.

En livsstil

I 2020 købte Ida og hendes mand Billesbøllevej 14 og grundlagde Hofman-Bang Dressage.

- Man kan sige, at det lidt er tilfældighederne, der har fået mig til, hvor jeg er i dag. Men det er også masser af hårdt arbejde, ihærdighed og drømme. Drømme jeg stadig har og arbejder hen imod at nå.

- Hvis vi skal have glæden tilbage i vores sport, skal vi væk fra, at heste er et regnestykke

Som en start var drømmen, at det ikke var nødvendigt at skulle have et andet arbejde.

- Det er en livsstil. Man må aldrig gøre det op i penge. Selvfølgelig skal det løbe rundt, men lønnen for mig er at se resultater. Om det så er en hest på 600 kg, man får til at være med sig og have det sjovt, eller en hest, der har det svært, og som ændrer sig til en nem og god heste, der forstår, hvad jeg vil have den til at gøre. Det kan også være, at en af mine piger eller elever fanger pointen, eller at ejere af de heste, jeg rider, bliver glade.

- Jeg elsker arbejdet med hestene, og der er ingen anden sportsgren eller erhverv, der giver det samme som arbejdet med heste, vurderer Ida Hofman-Bang og slår et ekstra slag for drømmen.

- Jeg tror, det er sundt at lære at elske en pony for det, den er, og ikke det, den kan

Det skal være sjovt

- Hvis vi skal have glæden tilbage i vores sport, skal vi væk fra, at heste er et regnestykke. Det duer ikke at skulle følge et regneark, hvor vi uddanner heste inden for en økonomisk ramme i stedet for i det tempo, de kan følge med til. Det skal være sjovt, og det skal bæres af det sociale for rytteren, og drømmen om at blive bedre sammen med sin bedste ven.

- Det vil være dejligt for vores sport, hvis flere vil gå på rideskole og lære det basale, som også indebærer, at få det bedste ud af den hest eller pony, man nu engang har i fællesskab med andre med samme interesse.

- Hvis mor og far køber en rigtig dyr hest, så ligger der også en forventning om, at det skal gå godt. Det fundamentale bør være, at din hest er din bedste ven – og vinder du så ind imellem, så er det fantastisk, men det skal ikke være det væsentlige.

- Jeg tror, det er sundt at lære at elske en pony for det, den er, og ikke det, den kan.

Dyr sport

Det er tydeligt, at Ida Hofman-Bang er kommet ind på et emne, som hun brænder for.

- Jeg synes jo, at det er dejligt med alle dem, der ønsker at blive bedre gennem min undervisning. Så jeg ved jo om nogen, at det koster mange penge, og kan blive en stor økonomisk post at uddanne både hest og rytter. Men at hesteverdenen er blevet en pengeverden, der ikke nødvendigvis drives af drømme og passion, det er jeg ked af.

- Det skal mærkes, at det er dyr, vi har med at gøre, og ikke bare en ting, der måske kan tjenes penge på.

- Det er drømmen, der skal bære vores sport. Ikke resultater eller økonomi. Vi skal tilbage til at drømme sammen med vores hest og til at have mere tid, så vi ikke forcerer noget af økonomiske årsager.

- Det går godt. Vi har stalden fuld af megadejlige heste og gode kunder over hele verden

Mor og far skal trække sig

En sidste lille opsang kommer til de mange forældre, der bakker deres børn og unge op.

- Forældreopbakning er en vigtig ting. Især i de små ponyår, hvor det er nødvendigt med voksne, der har forstand på heste, der sørger for, at hestene har det godt – hele tiden.

- Men jeg ser også alt for mange eksempler på, at det kan være svært at slippe de unge ryttere. Børn og unge bliver efter min mening fulgt for meget på vej.

- Man skal huske det store benarbejde, der er i at udvikle en god hest

Ida Hofman-Bang understreger, at de bedste ansatte, hun har, er dem, der har fået lov at klare det meste selv.

- De får ben i næsen af nogle knubs. Det har jeg jo selv mærket. Er mor eller far der hele tiden til at hjælpe, får man ikke den erfaring, som der er nødvendig, hvis man vil begå sig i den her verden.

- Man skal huske det store benarbejde, der er i at udvikle en god hest. Og man skal vide, at det er en fantastisk men også hård branche at være i. Har mor og far hele tiden stået klar til at afhjælpe eventuelle problemer eller små udfordringer, får vi ingen, der kan videreudvikle og klare strabadserne, understreger hun.