Alle heste i Danmark skal være identificerede, have hestepas og være registreret i det Centrale Husdyrbrugsregister, og så skal hestepasset altid følge hesten.
Fødevarestyrelsen informerer på deres hjemmeside om de regler, der er for hestepas. Her oplyses det blandt andet, at det er brugeren af hesten, der altid skal kunne fremvise det originale hestepas umiddelbart, uanset om hesten er opstaldet, ude at ride, græsser eller er under transport.
Seges Innovation, Heste forklarer på landbrugsinfo.dk, at det er hestens ejer, der er ansvarlig for, at hesten er identificeret og har et hestepas, men at det er brugeren af hesten, der er ansvarlig for, at passet kan fremskaffes.
Definitionen af bruger er bred og kan dermed medføre, at for eksempel ejer af opstaldningsstedet vil blive anset for at være hestens bruger. Det kan derfor være nødvendigt at opbevare hestepasset på opstaldningsstedet. Hvis hesteejeren ikke ønsker dette, bør der udfærdiges en aftale mellem staldejer og hesteejer om, at sidstnævnte er ansvarlig for fremskaffelsen.
Det er ikke nok at have en kopi af passet med dig eller på opstaldningsstedet.
Personer, der kortvarigt anvender hesten, for eksempel en rytter, der rider hesten, anses ikke for bruger i denne forstand.