I denne tid fravænnes sæsonens føl, og med fravænning fra hoppens mælk og krybbe kommer spørgsmålet om, hvad føllet så skal have at spise. Fravænning er en kritisk periode i et føls liv, hvor det går fra at være afhængigt af modermælken til at skulle klare sig på fast føde. Dette skifte er ikke blot en fysisk udfordring, men også en stressende tid for både føl og ejer. En korrekt og velovervejet fodring under fravænning er afgørende for føllets sundhed og udvikling, og i denne klumme stiller vi skarpt på nogle af de vigtigste faktorer.

Tilvænning er nøglen til succes

Føllet fravænnes normalt, når det er omkring seks måneder gammelt, og fordøjelsessystemet er tilstrækkeligt udviklet til at håndtere fast føde. For at passe bedst muligt på føllets sarte fordøjelsessystem skal introduktionen til foder ske gradvist, og derfor er det vigtigt, at føllet inden fravænning er vant til at spise både krybbefoder og grovfoder. Et føl, som ikke har lært at spise foder inden fravænning, vil have større risiko for at vokse ustabilt og miste huld, hvilket efterfølgende kan tage lang tid at rette op på. I nogle tilfælde kan det være nok, at føllet spiser med fra sin mors krybbe, men hos nogle hopper får føllet ikke lov til at spise med, fordi hoppen er meget madglad. Her må man give føllet lidt foder i en separat krybbe og eventuelt binde hoppen, så føllet får lov at spise selv. Føllet bør i god tid inden fravænning vænnes til det foder, det skal have efter fravænning. Smagen kan være forskellig, og ved tilvænning i vante rammer forebygger man ædevægring.

Den korrekte ernæring sikrer en sund vækst

Et føl spiser ikke så store mængder, og foderindtaget kan endda falde lige efter fravænning, hvis føllet bliver stresset. Det foder, der tilbydes i fravænningsfasen, skal være koncentreret og indeholde let fordøjelige råvarer, så føllet får de nødvendige næringsstoffer med en forholdsvis lille mængde foder. Et godt foder til føl skal bidrage til en stabil og ikke for hurtig vækst, og derfor skal der være en god balance mellem energi, protein og mineraler.

Ud over krybbefoderet skal der altid være enten hø eller tørt wrap af en god kvalitet tilgængeligt for føllet. Disse fiberkilder hjælper med at udvikle et sundt fordøjelsessystem og giver føllet noget at tygge på, hvilket kan reducere stress.

Det kan måske lige nu føles overvældende at have ansvaret for føllets trivsel og korrekte vækst under fravænningen. Heldigvis er der mange muligheder for at købe en godt sammensat foderblanding, som dækker føllet ind med de korrekte mængder af energi, protein, vitaminer og mineraler. Dermed er dit job at sørge for, at alting sker gradvist og med så lidt stress som muligt. På den måde giver du føllet den bedste start og et godt fundament for at blive en sund og stærk udvokset hest.

Disclaimer: Det er vigtigt at overvåge føllets generelle sundhedstilstand nøje under og efter fravænningsperioden. Enhver ændring i adfærd, vækst eller appetit bør tages alvorligt og drøftes med en dyrlæge.