Glæd dig til de aktuelle emner fra Hestemediets klummeskribent
Mia Schødt Dickow har ikke kun fået en ny rolle i stillingen som fagspecialist indenfor hestefoder hos Land & Fritid. I Hestemediet vil hun også fremadrettet have rollen som klummeskribent.
- Interessen for foder har jeg haft siden teenageårene, fortæller Mia Schødt Dickow, der i rollen som klummeskribent vil bidrage med sæsonaktuelle emner i Hestemediet.
Mia Schødt Dickow er 43 år. Hun er oprindeligt fra Randers, men bor i dag ved Middelfart, hvor hun har eget hestehold og avler springheste.
- Jeg fik det første føl for 20 år siden – og har redet i 33 år, lyder det fra fagspecialisten, der begyndte at interessere sig for foder, da hun som teenager skulle have hendes pony opstaldet et sted, hvor hun selv skulle have foder med.
Interessen for foder holdt ved og blev ikke mindre, da hun blev uddannet cand.scient. i agrobiologi, og skrev speciale om stivelseskilders fordøjelighed i hestens tyndtarm.
Hidtil har Mia Schødt Dickow haft ansvar for DLG’s sortimenter indenfor foder til æglæggere, fasaner og økologisk fjerkræ, mens rollen siden starten af oktober primært er som fagspecialist indenfor heste. Her skal hun blandt andet være med til at vedligeholde, udvikle og optimere på fodersortimenter til hestene, ligesom hun også hjælper kunderne direkte med optimering af foderplaner til deres hestehold.
Mia Schødt Dickow leverer faglige klummer hver tredje uge til Hestemediet.