Nyt brand leverer komfort og kvalitet til den kræsne rytter
Direktør og designer for eget brand, Ida Steen Riemann Ejlersgaard, arbejder målrettet efter at udvikle ridetøj, hvor komfort og kvalitet ikke er et kompromis. Der til trods går tøjet fra Millennium Copenhagen hånd i hånd med bæredygtighed og en fornuftig pris.
På bøjlerne hænger udvalget af komfortable bluser med korte og lange ærmer i strækbart og varmeledende stof. Det klassiske design i farverne hvid, sort, lys- og mørk grå er udviklet til flere formål, som for eksempel de bløde og super stretchy tights til brug under dine ridebukser, når vintermånedernes kulde kommer eller til træning, derhjemme, på arbejde eller i skole.
- Vi prøver at udvikle et komplet og bæredygtigt brand i den forstand, at tøjet er udviklet til mange funktioner og til at kunne kombineres med resten af garderoben, siger 33-årige Ida Steen Riemann Ejlersgaard, der har lanceret sit helt ejet design »Millennium Copenhagen« på baggrund af drømmen om at udvikle ridetøj, der tilnærmelsesvist kan forveksles med stilren og lækker italiensk kvalitet, men med en overkommelig pris og bæredygtighed for øje.
- Jeg tror på gode basisprodukter, og mulighederne i at producere høj kvalitet til en rimelig pris, ved at holde de fordyrende mellemled ude, men producere og sælge direkte til kunderne via egen webshop, lyder det fra Ida Steen Riemann Ejlersgaard.
Perfektionist til fingerspidserne
Den passionerede produktudvikler har stor fokus på pasform, funktionalitet og kvalitet og lægger ikke skjul på, at hun ved, hvad hun vil, og at hun stiller høje krav til sig selv og sit arbejde.
- Jeg har arbejdet med designet af ridebukser gennem flere år, før vi havde det endelige produkt i hænderne. Jeg er perfektionist og enormt kritisk. Det skal være i orden. Pilen peger jo kun en vej, når man producerer i eget navn, bemærker Ida, der om baggrunden for virksomhedens navn »Millenium Copenhagen« fortæller, at det er valgt på grund af hendes rødder i byen og de mennesker, som hun ønsker at inspirere.
Det bedst sælgende produkt
Ida Steen Riemann Ejlersgaard er selv rytter og kender alt til, hvor vigtigt det er at sidde i sadlen i et par ridebukser, hvor syningerne ikke generer.
- Jeg har altid savnet et komplet produkt, der lever op til alle mine krav. Jeg kunne se, at der manglede noget i udvalget af forskellige kvalitetsridebukser. Derfor har jeg designet og skabt Zendaya ridebukserne, der også er blevet vores bedst sælgende produkt.
De funktionelle ridebukser sælges til ryttere i store dele af Europa og Ida Steen Riemann Ejlersgaard har en mission:
- Min mission er, at mine Zendaya ridebukser altid skal være øverst i skuffen, når du vælger dagens outfit, og jeg tør godt stå på mål for, at det her er de bedste ridebukser på markedet.