Forberedelserne til det store event er i gang: Ses vi i Herning 2025?
Forberedelserne til Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning den 5.-9. marts 2025 er godt på vej. Nytænkning med fokus på traditionen er nogle af nøgleordene for den gigantiske event.
Alle involverede i planlægningen og afviklingen af Dansk Varmblods 45. Hingstekåring i Herning i uge 10 i 2025 er i fuld gang. Billetsalget åbnede den første oktober, og allerede nu har mange sikret sig yndlingspladserne til den store event.
Det oplyser Dansk Varmblod på avlsforbundets hjemmeside.
I år var der godt 62.000 gæster til eventet, som strækker sig over fem dage med hingstekåring, Unghestechampionat, gallashows, international dressur og springning samt messen Hest & Rytter.
Ifølge Dansk Varmblod er salget af borde og pladser i VIP-logerne i Boxen og KRAFFT Arena M også i fuld gang, og der er stor interesse for at opleve Hingstekåringen med ekstra forkælelse.
Udvikling af programmet
Arrangørerne har ikke ligget på den lade side de seneste måneder. Sammensætningen af dagsprogrammet fordelt på de tre opvisningshaller: Jyske Bank Boxen, KRAFFT Arena M og Dansk Hesteforsikring Arena E er et gigantisk puslespil. I erkendelse af, at det ikke alene er avlen, som er disciplinopdelt i springning og dressur, men også publikum, arbejdes der målrettet på at sammensætte programmet, så publikumsinteresser bliver tilgodeset samtidig med, at programmet også skal sammensættes, så det passer ind i en god afvikling af hingstekåringen og de internationale spring- og dressurklasser.
Tilbage til rødderne
Hingstene til kåring står opstaldet inde i hal C, en af messecenterets store messehaller, og herfra er der direkte adgang til opvarmningen og til KRAFFT Arena. Det er forbundet med en vis risiko, når de unge hingste skal trækkes fra stalden og op i Boxen til bedømmelse, og det har været en af grundene til, at det i 2025 bliver KRAFFT Arena M, som bliver »kåringsarenaen«.
Det har også været et ønske fra mange avlere, at få hingstekåringen tilbage til de mere intime rammer inde i hal M. For dermed at skabe en god stemning omkring fremstillingen af hingstene, og lave en festlig afslutning på fem dages kåring.
Som man kan se af programmet, man finder på hingstekåringens hjemmeside: www.dvevent.dk, fordeler kåringen af hingstene sig mellem hal E og hal M. Det er fortsat i hal E hingstene bedømmes på fast bund, men ellers er stort set hele hingstekåringen samlet inde i hal M, både løsvisning af dressurhingste, løsspringning og longering.
Beautiful World
Hvert år imødeser tusinder begejstrede publikummer de to store gallashow fredag og lørdag aften. Showudvalget er i fuld gang med planlægningen af Gallashow 2025, og temaet i år bliver »Beautiful World«.
- Det bliver en rejse rundt i verden, med fokus på traditioner og glæde. Det bliver et show, hvor vi hylder det tusindårige samspil mellem mennesker og heste. Vi tager publikum på en rejse til mange lande, hvor vi møder forskellige hesteracer. Det hele bindes sammen af sang og musik, som er traditionelt for de lande, vi besøger, fortæller Louise Ringsbo.
Under gallashowet vises hesten under rytter, for vogn, i frihedsdressur, i springning, for hånd og meget mere. Publikum bliver taget med på en rejse sammen med hesten ud i den smukke og foranderlige verden. Alt bliver knyttet sammen og præsenteret af en professionel, kendt konferencier.