- I vintersæsonen ser vi et øget antal heste, der tilses af dyrlægen som følge af kolik og diarré. Det skyldes i høj grad de ændrede forhold på fold og stald, og derfor er det helt afgørende, at du som hesteejer giver din hest de bedste muligheder for tilgang til vand og stråfoder.

Sådan lyder det fra Agria Dyreforsikring, der i en meddelelse på deres hjemmeside giver en række gode råd til at klare en af vinterens udfordringer hos hestene.

Agria opfordrer til, at du som hesteejer altid er opmærksom på dårlig mave hos hesten. Den kan hurtigt miste væske og dehydrere, og vigtige næringsstoffer går så tabt. Hesten har brug for dagligt at indtage omkring 38 liter vand, selv ved meget kolde temperaturer, for at sætte gang i fordøjelsen. Gør den ikke det, vil der opstå en risiko for kolik.

Kend advarselstegnene for diarré

- De typiske symptomer på dårlig mave, hesteejere skal være opmærksomme på, er slaphed, koliksymptomer, feber samt tynd gødning, hvor hale og bagben for eksempel er indsmurt i gødning, lyder det fra forsikringsselskabet.

Agria påpeger endvidere, at alle heste er forskellige, hvor nogle får hyppigere dårlig mave end andre, og graden af diarré også kan variere. Oplever du et af de nævnte tegn, bør du derfor reagere med det samme.

- Efter en voldsom omgang diarré skal tarmfloraen komme sig, og derfor er det vigtigt at give hesten godt stråfoder i form af høj-kvalitets hø eller tørt hø-ensilage. Efterfølgende kan hesten gradvist tildeles den normale mængde kraftfoder igen.

Nedenfor får du seks gode råd til, hvordan du holder diarré fra stalddøren.

Seks råd til en velfungerende hestemave uden diarré

  1. Tag hestens temperatur jævnligt. Hvis termometeret viser 38 grader eller derover, tyder det på sygdom. Hestes temperatur varierer let fra hest til hest, men også i løbet af dagen. Når vi kigger på udvoksede heste, så ligger normalområdet mellem 37 og 38 grader. Kommer vi over 38, så er vi i det subfebrile område og kommer vi op i 38,5 på en udvokset hest, så er vi i det febrile område. Det er mere sikkert at betegne heste i det subfebrile område som havende feber. Dette betyder ikke nødvendigvis, at disse heste skal behandles eller med sikkerhed undersøges. Det vil dog være en god ide at holde ekstra øje med dem, hvor temperaturen følges og øvrige symptomer/adfærd iagttages
  2. Sørg for at hesten ikke bliver dehydreret ved at give den ubegrænset adgang til vand – helst ikke for koldt. Sørg for at hø og vand er placeret ved siden af hinanden, da hesten ofte indtager væske sammen med hø. Hold også øje med at vandet ikke fryser til, hvis temperaturen skulle falde til frysepunktet
  3. Giv hesten mindre måltider hyppigere
  4. Sørg for at hesten får rigeligt med motion. Bevægelse holder nemlig maven i gang
  5. Hvis hesten går på en sand- eller jordfold, så sørg for at hesten har adgang til stråfoder for at mindske risikoen for sandkolik
  6. Får hesten alligevel alvorlig diarré, bør hesten omgående tilses af en dyrlæge. Her kan hesten få den nødvendige behandling gennem væsketerapi og medicinsk behandling

Kilde: Agria Dyreforsikring