De eldrevne maskiner rykker ind i hestestalden
Undgå os og larm i stalden, når der muges eller flyttes wrapballer. Martin Jørgensen fra Eco Machines i Fjerritslev anbefaler de eldrevne minilæssere, Eco Loader 650E og Eco Loader 1000E.
- De er ideelle til hestestalden, lyder det fra Martin Jørgensen, Eco Machines, Fjerritslev, da Hestemediet spørger ind til hans eldrevne minilæssere.
- Det er da utroligt rart at undgå dieselos og larm i de tætte rum, som en hestestald oftest er, så jeg er ikke i tvivl om, at de eldrevne minilæssere kommer til at blive mere og mere brugt blandt hestefolket, fastslår Martin Jørgensen, der først på året sagde sit faste job op og gik all-in på at importere små eldrevne minilæssere fra Asien, der kan matche prisen på de dieseldrevne.
Konkurrencedygtige priser
Priserne på de elektriske minilæsser er, ifølge nordjyden, konkurrencedygtige i forhold til diesel og andre elektriske minilæssere i segmentet med løftekapacitet under to ton.
- De kendte brands har også elektriske læssere, men de er alle sammen markant dyrere end de tilsvarende dieseldrevne maskiner. Så mens du kan få diesellæssere i alle prisklasser fra plus 100.000 kroner og op, har du skulle over 230.000 kroner for at få den billigste tilsvarende læsser på el, mens der også er mere kendte mærker, der starter ved 350.000 kroner. Det gør investeringen uinteressant for et stort segment, fortæller Martin Jørgensen, der har et prisskilt på 134.900 kroner plus moms på sin Eco Loader 650E og 179.900 kroner plus moms på Eco Loader 1000E.
Martin Jørgensen fremhæver, at den eldrevne minilæsser kan bruges med ATV baneplanner i ridehal og på bane, og at den kræver minimalt vedligehold.
- Der er ingen olie, der skal tjekkes eller køler der skal blæses ren, som ved de dieseldrevne, siger han.
Ældre teknologi – lavere pris
Grunden til den lave pris skal blandt andet findes i de teknologier der er brugt feks kører Eco Loader 650E på gode gammeldags blybatterier. Mens den store 1000E kører på lithium-ion batterier, men dog stadig med gammeldags styre teknik som man kender det fra en 20-30 år gammel el-truck.
- Mange brands går helt vildt op i teknologien. Det kommer naturligvis til at afspejle sig på prisen. Der har jeg valgt at satse på en gammel teknologi og på den måde holde prisen nede. Det er simpelt, og der er ikke noget fancy pancy over det, men det er teknologi, som har virket siden start 90’erne i pallestablere og elektriske trucks, fortæller Martin Jørgensen.
- Vi går ikke ned på brugerevnen med teknologien, men kapaciteten bliver selvfølgelig lidt mindre. Det betyder, at den lille 650E kan køre omkring 3-4 timer på én opladning, hvis den eksempelvis benyttes til udmugning og den store 1000E omkring 6-8 timer.
- Det er måske ikke nok hos en stor kvægbruger, men for langt de fleste hobbylandmænd og hestefolk, er det rigeligt.
Forhandlere på Fyn og Sjælland
Over de kommende år håber Martin Jørgensen at få opbygget et forhandlernetværk i Danmark og resten af Skandinavien, der år for år vil fordoble antallet af solgte maskiner, og holder planen stik, vil man også kunne se det på matriklen ved Fjerritslev.
- Min ambition er, at der skal bygges en maskinhal med et værksted til klargøring og så videre, mens jeg også håber på at have en mand ansat om nogle år.
Første step er dog at få udbredt kendskabet til Eco Machines – og ikke mindst bevise, at de altså kan gøre arbejdet lige så godt som deres dieseldrevne konkurrenter. Vi har jo brugt el-trucks i mange år, så hvorfor ikke minilæssere på strøm?
- Det er altid udfordringen med at introducere et ukendt mærke. Jeg skal bevise, at det ikke er noget skrammel og er nødt til at være bedre end de andre kendte brands. Så jeg skal ud at køre en masse demokørsler og kommer også til at gøre rigtig meget ud af klargøringen af maskinerne, fastslår han.
Indtil videre er der lavet aftaler om forhandling på Fyn med AgroFyn i Ringe og i Nordsjælland med Fredensborg Skov & Have.