Der er nærmest julelys i øjnene på 9-årige Disa Nellemann, når hun fortæller, hvor meget hun glæder sig til at deltage i årets Christmas Show på Vilhelmsborg syd for Aarhus.

- Christmas Show er det vildeste, lyder det fra hendes mor Karen Nellemann.

- Det har været målet hele året, siger hun og Disa nikker bekræftende.

- Både mig og Rimfaxe skal have nissehuer på, når vi skal springe vores klasse.

Disa og Rimfaxe med Disas mor Karen Nellemann, der er lærer på Billeshave Efterskole, der har en ridelinje med cirka 30 elever.

Disa og Rimfaxe med Disas mor Karen Nellemann, der er lærer på Billeshave Efterskole, der har en ridelinje med cirka 30 elever.

Disa Nellemann deltager på den 11-årige shetlandspony Rimfaxe, der kun lige er godt en meter høj. De skal springe i mandagens LB1-klasse, som er 65 centimeter.

- Men vi har sprunget højere, og til et stævne sprang vi 70 centimeter, og der gik han en 0-runde, siger hun stolt.

Bor på efterskole

Disa Nellemann bor med sin storebror, lillesøster og forældre i en lærerbolig på Billeshave Efterskole lidt uden for Middelfart på Vestfyn. Her nyder hun godt af, at skolen har en ridelinje med omkring 30 elever, der alle ser det som helt naturligt, at Disa og hendes lillesøster Birla, er en del af hverdagen med hestene, når de kommer hjem fra skole.

- Det er ren luksus, at vi har den her mulighed for at have ponyerne, faciliteterne og god hjælp lige uden for døren, siger Karen Nellemann, der side 2019 har været lærer på efterskolen.

Elevpony hos Lindebjergs Ponyteam

Rimfaxe går normalt som elevpony hos Lindebjergs Ponyteam i Aarup fra april til og med november tre dage om ugen. Det øvrige tidsrum låner Disa ham.

- Den mulighed er vi glade for, og det er et dejligt sted hos Anita og Lindebjergs Ponyteam, hvor det som første prioritet handler om at have det sjovt. Der går begge piger til ridning om sommeren, siger Karen Nellemann.

- Disa red egentlig på en endnu mindre shetlandspony – Tue – og gør det faktisk stadig. Det har hun gjort siden hun var fire år. Men Tue er 10 år ældre end Rimfaxe, så han skal ikke længere gå stævner, hvor minimumshøjden er 65 centimeter, fortæller Karen Nellemann og begrunder dermed, hvorfor Rimfaxe for et lille års tid siden kom ind i billedet.

- Jeg er også rigtig glad for Rimfaxe. Men jeg vil stadig ride Tue, supplerer Disa Nellemann og giver Rimfaxe et ordentligt kram.

Formen er pudset af

Forberedelserne til Christmas Show har primært handlet om at få Rimfaxe i så god form, at han kan springe banen og nyde det at være afsted lige så meget som Disa.

- Vi ved, at han kan springe, så vi har fokuseret på også at få redet nogle ture både i skoven og ved stranden, ligesom hans foder lige er blevet peppet lidt op her på det sidste, så han har energi nok, fremhæver Karen Nellemann.

- Vi har også været til stævner, siger Disa Nellemann og fortæller, at de de sidste par gange desværre er udgået, fordi Rimfaxe er stoppet.

- Men jeg tror bare, at det har været fordi, at han har været træt. Så nu er han kommet i bedre form og er rigtigt glad, siger hun og føler sig klar til mandagens stævne.

Ingen fletninger

- Disa får lige et par springfif og lidt peptalk af Lars Trier Kjøller (professionel springrytter og tidligere landstræner for ponyspringrytterne, red.), vi er heldige, har Middelfart Ridecenter lige syv minutter herfra, og så mangler vi vist kun at diskutere, om Rimfaxes man skal have en lille fletning, siger Karen Nellemann.

Disa er ikke sen til at svare.

- Det skal han ikke!

Karen Nellemann, mor til Disa, rider selv og har haft sine børn med hos hestene, fra de var nyfødte.

Karen Nellemann, mor til Disa, rider selv og har haft sine børn med hos hestene, fra de var nyfødte.