Veterinærdirektør på konference om hestevelfærd: - Vi skal have en saglig dialog og et samarbejde
- Det følelsesmæssige engagement er det, der nogle gange kan give anledning til diskussioner om, hvordan, hvor og hvornår, at heste bør holdes, hvordan de bør rides og trænes, og hvordan man i det hele taget behandler dem forsvarligt. Veterinærdirektøren i Fødevarestyrelsen bød velkommen ved sidste uges konference om hestevelfærd.
Siden 2. verdenskrig har hestens rolle i Danmark ændret sig fra at være et arbejdsdyr til primært at være et familie-, hobby- og sportsdyr. I første omgang blev denne ændring set som ubetinget forbedring af livet for den typiske hest. Men i stigende grad er der kommet fokus på velfærden hos heste.
I sidste uge var Videncenter for Dyrevelfærd i samarbejde med Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd værter for en konference, hvor hestes velfærd netop var i fokus.
Formålet med konferencen var at give en status på velfærden hos danske heste, hvor formiddagens indlæg satte fokus på velfærd hos almindelige rideheste (privatheste og rideskoleheste), mens eftermiddagens program fokuserede mere på velfærd hos sportsheste.
Saglig dialog og samarbejde
- At holde hest er en livsstil for rigtig mange, og mange er stærkt følelsesmæssigt forbundet til deres hest. Det følelsesmæssige engagement er det, der nogle gange kan give anledning til diskussioner om, hvordan, hvor og hvornår, at heste bør holdes, hvordan de bør rides og trænes, og hvordan man i det hele taget behandler dem forsvarligt, lød det i velkomsten fra veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Charlotte Vilstrup Castle.
- Der kan være mange holdninger til træningsmetoder, mindset og regler. Det er vigtigt, synes jeg og vi, at blive ved at have en saglig dialog og et samarbejde, hvis vi skal lave ændringer, for eksempel på sigt af regler, fortsatte hun.
Veterinærdirektøren gjorde det også klart, at der fra politisk side er fokus på dyrevelfærd – også hestenes velfærd.
- Derfor er det også et område, som vi fra Fødevarestyrelsens side beskæftiger os med. De faglige indspark og vigtige debatter, der er på programmet i dag, vil også understøtte vores videre arbejde på hesteområdet, lød det fra Charlotte Vilstrup Castle.