Inge Dollerup lægger ikke skjul på, at det blev en hård opstart, da hun i sommeren 2020 gik selvstændig med Rideudstyr Syd efter 10 år som ansat i anden rideudstyrsforretning. Opstarten kolliderede nemlig med krig og corona, hvilket betød, at banken trak følehornene lidt til sig, så butikken er selvfinansieret hele vejen igennem.

- Den svære begyndelse betød, at vi startede med et lidt begrænset udvalg, og jeg sorterede lidt i, hvad der skulle være på hylderne. Det var der, jeg fandt ud af, at det især var ridestøvler, at jeg brænder for. Jeg begyndte derfor at tage nogle mærker ind, som andre i Danmark ikke har, fortæller Inge Dollerup om baggrunden for, at ridestøvler i dag er blevet det, der fylder allermest i hendes forretning.

Ridestøvler i topkvalitet

Særligt ét ridestøvlemærke er blevet hovedforretningen hos Rideudstyr Syd. Det er »Celeris«, som Inge Dollerup fik forhandlingen af i efteråret, hvor det til en start kun var standardstørrelser og børnestøvler med top efter eget valg, men nu også er støvler efter specialmål.

- Celeris er portugisiske ridestøvler i absolut særklasse med en sål, som du kan holde ud at gå i dagen lang, uden at du får ondt i fødderne, fortæller Inge Dollerup, der fra årsskiftet er blevet agent og eneforhandler i Danmark med den direkte kontakt til fabrikken.

- Det, der er helt unikt ved støvlerne, er bunden. Det er som at gå på en sky, smiler hun og fortæller, hvordan udvikleren af støvlerne startede med at producere herresko, hvor de gik ind og så på, hvordan menneskets krop fungerer og derpå lavede den patenterede sål, som de også bruger i ridestøvlerne i dag.

Inge Dollerup fik forhandlingen af »Celeris« i efteråret 2024.

Inge Dollerup fik forhandlingen af »Celeris« i efteråret 2024.

Skræddersyede støvler til alle

Ifølge Inge Dollerup er det også den positive oplevelse, som hun ser hos kunderne.

- Når først kunderne har prøvet støvlerne fra Celeris, så er det dem, de vil have. Det er også en støvle målrettet den professionelle rytter, på grund af den høje holdbarhed og de 3 års garanti – også på lynlåse.

Da støvlerne bliver skræddersyede til den enkelte kunde, er der ikke noget, der ikke kan lade sig gøre, hvad enten det gælder form eller farve.

- Alt laves på specialmål. Vi tager 12 mål på hvert ben – 24 i alt og opmålingen er med i prisen. Vi giver desuden 100 procent støvlegaranti og passer støvlerne ikke, når de skal hentes i butikken, får vi dem lavet om, lyder det fra Inge Dollerup, der tilføjer:

- Kunderne skal være glade og godt tilpas. Jeg ønsker at levere den fedeste service og de flotteste støvler.

Prøv de portugisiske støvler i Herning

I forbindelse med Hingstekåringen i Herning er Rideudstyr Syd klar til at vise det brede udvalg af ridestøvler frem på Hest & Rytter messen.

- Jeg har udelukkende Celeris-støvlerne med i Herning. I Herning har man mulighed for at se på alt det andet rideudstyr hos mange af de andre udstillere, men de har ikke mulighed for at se de her støvler, påpeger Inge Dollerup og slutter:

- Firmaet er ikke nyt, men Celeris er en nyhed i Danmark.