En sag om dyremishandling i den amerikanske region San Joaquin i Californien har trukket overskrifter den seneste uge. Her blev 53 heste fundet døde på en ejendom, og yderligere 13 måtte aflives.

Det skriver blandt andre CBS News.

Derudover blev i alt 90 heste, fem æsler og tre alpakaer reddet fra adressen af 12-14 lokale frivillige.

- Når man kigger på antallet, ja, så er det en af de værste sager af den her slags mishandling, vi har set, og der var ingen undskyldning for det, udtaler Chantel Tieman fra organisationen Hold Your Horses Livestock Evacuation and Rescue.

Blev opdaget efter hanekamp

Politiet blev først bekendt med den mistænkte Jan Johnson, der nu er anklaget for dyremishandling, tilbage i august 2024 i forbindelse med en sag om forsømmelse. Den 4. januar 2025 blev politiet tilkaldt i forbindelse med en anmeldelse af en hanekamp på en af den mistænktes andre adresser. Her blev der fundet 30 døde haner og 65, der stadig var i live.

Selvom Jan Johnson angiveligt ikke var involveret i hanekampene, var det muligt for myndighederne at opnå hjemmel til ransagning af den mistænkes øvrige ejendomme, hvilket ledte til opdagelsen af de kritisable forhold for hestene.

De lokale myndigheder efterforsker stadig, om den mistænkte har andre ejendomme og dyr, der kræver behandling.