- Dansk Ride Forbund er blevet et forbund, som er bange for sin egen skygge og det er desværre på bekostning af sporten.

Så klar er udmeldingen fra Carina Cassøe Krüth i et opslag på Instagram, hvori hun annoncerer, at hun er blevet taget af det danske dressur-landshold.

- Jeg har i går (tirsdag den 28. januar, red.) fået besked om, at jeg er blevet taget af A-landsholdet. Beslutningen har intet at gøre med min ridning, men om en uoverensstemmelse mellem mig, en holdleder og Dansk Ride Forbund, og det er også den begrundelse, som jeg har modtaget fra Dansk Ride Forbund, skriver hun i opslaget.

- Jeg kan på ingen måde genkende den udlægning, som Dansk Ride Forbund har præsenteret for mig. Derfor er jeg dybt forundret over, at forbundet træffer en så dybt alvorlig beslutning med store konsekvenser uden grundlag. Det mener jeg ikke er værdigt i en demokratisk organisation som Dansk Ride Forbund, at man på den måde ødelægger en eliterytters grundlag på en uoplyst og ufaglig begrundelse.

Levede ikke op til forbundets forventninger

I et skriftligt svar til Hestemediet bekræfter Dansk Ride Forbund, at rytteren er blevet suspenderet fra landsholdet.

- I forbindelse med det netop afholdte EOR-stævne i Esbjerg kunne det konstateres, at Carina Cassøe Krüth ikke levede op til forbundets forventninger til bruttogruppeatleter. Derfor er det besluttet at indgå en grundigere dialog med Carina for at sikre hendes tilbagevenden på topplan, skriver Dansk Ride Forbund.

- Carina Cassøe Krüth deltager således i en periode ikke i internationale stævner som repræsentant for Danmark eller i bruttogruppesammenhænge, står der endvidere i svaret.

Udmeldingen kommer blot få dage efter, at Dansk Ride Forbund har lanceret en ny strategi under navnet »Sammen om hestevelfærd«.

- Dansk Ride Forbunds nye bestyrelse og ledelse har særlig fokus på ordentlig hestevelfærd, da det seneste års opmærksomhed og kritik i medierne har skabt en uholdbar situation for ridesporten i Danmark. DRF har derfor netop igangsat en faglig opdatering af regler, uddannelse og sanktioner. Samtidig har eliteafdelingen skærpet opmærksomheden i forhold til bruttogruppe- og landsholdsryttere, som skal leve op til Sportsplanerne 2025, og DRF’s bestyrelse og ledelse vil bakke elitesportschefer og landsholdstrænere op, når de håndhæver forventninger og retningslinjer, skriver forbundet.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, Carina Cassøe Krüth er blevet ekskluderet fra at deltage i konkurrencer for landsholdet.

I en video fra februar 2022, hvori rytteren ses i en situation, hvor hun pisker sin hest, som florerede på sociale medier i august 2024, blev Carina Cassøe Krüth igen omdrejningspunkt for debat om dyrevelfærden i hestesporten. Videoen medførte en midlertidig suspendering fra landsholdet.

Hun trak sig også fra at deltage i OL i Paris, efter Dansk Ride Forbund ifølge DR fik tilsendt en træningsvideo.

- Det er ikke kommet frem, hvad der sker på videoen, men sagen blev sendt videre til forbundets disciplinærudvalg, og Carina Cassøe Krüth trak sig fra OL, skrev DR i august sidste år.

Hestemediet arbejder på at få en udtalelse fra Dansk Ride Forbund om sagen.