Hingstefremvisning 2025: Hent inspiration til hingstevalget på Hesselhoej
Alle interesserede bydes velkommen til en spændende dag, når Hesselhoej åbner dørene og viser årets hingstekollektion frem. Sæt X i kalenderen ved den 22. marts.

Hesselhoej inviterer til hingstefremvisning lørdag den 22. marts. Foto: Camilla Bønløkke
Når foråret nærmer sig og beslutningen om årets hingstevalg skal træffes, byder hingsteholderne gerne avlere og andre interesserede indenfor.
Det gælder naturligvis også hos Hesselhoej, Ravnskovgyden 4 i Asperup, hvor der inviteres til et gratis arrangement med åbent hus og fremvisning af dette års hingstekollektion lørdag den 22. marts klokken 14.00.
Udover årets hingstekollektion er der også i år fremvisning af afkom efter flere af staldens avlshingste.
Efter fremvisning vil der blive tændt op i grillen og værterne byder på gratis forfriskninger, ligesom de står klar til en uforpligtende snak om årets hingstevalg.
Traditionen tro vil det igen være en fordel at tilmelde sig arrangementet på forhånd via Hesselhoejs facebookside, idet der blandt alle tilmeldte vil være lodtrækning om en række flotte gaver, heriblandt et gavekort på en gratis bedækning mellem de avlshingste, som står stationeret på Hesselhoej.