Chefkonsulent om sektoren der omsætter for 25 milliarder: - Vi står i en turbulent tid
Der var ikke udelukkende positive takter i den faglige beretning fra chefkonsulent Jørgen Kold under Hestekongres 2025. En beretning, hvor chefkonsulenten både berettede om nedgang og varslede kommende alvorlige udfordringer.

Chefkonsulent Jørgen Kold fra Seges Innovation under sin beretning. Foto: Camilla Bønløkke
Med 200 deltagere til Landsudvalget for Heste og Seges Innovations årlige Hestekongres på Hotel Comwell i Kolding, var opbakningen i år endnu større end ved årsmøde og faglig eftermiddag i 2024.
Chefkonsulent Jørgen Kold fra Seges Innovation tog som vanligt temperaturen på sektoren, der med cirka 185.000 heste i Danmark skaber omkring 21.000 arbejdspladser og en omsætning på cirka 25 milliarder kroner for dansk økonomi.
Status i år var imidlertid knap så positiv, som man kunne ønske sig. I denne influenzatid kan man vel passende overføre chefkonsulentens meldinger til, at vi desværre står med en lidt skrantende, måske lettere feberramt branche.
Udviklingen i sektorens nøgletal viser, at 2023-bedækningstallet er 19 procent lavere end 2023. Nu to års nedgang på i alt 28 procent efter en samlet vækst på mere end 35 procent over 8 år.
- Vi skal tilbage på sporet inden alt for længe, lød det fra Jørgen Kold.
Inflation og forbrugertillid
Chefkonsulenten pegede blandt andet på forbrugerøkonomiens dårlige forfatning, som en overvejende årsag til de seneste års udvikling.
- Inflationen startede krisetider for danskernes privatøkonomi. Et stadigt højt renteniveau giver ikke yderligere plads til forbrug lige nu, og forbrugertilliden har fra starten af 2023 været på et historisk lavt niveau, men er dog nu stigende.

Ifølge Jørgen Kold er rammevilkårene blevet støt bedre, men han varslede også kommende udfordringer, hvor en af dem er kategorisering af hesteejendomme. Her påpegede chefkonsulenten, at det kan blive en alvorlig udfordring – også selvom der er nogle overgangsordninger.
- Når vi skal sælge de her hesteejendomme, ja så skal de nye købere jo være i stand til at få en drift til at fungere med en anden ejendomsbeskatning. Så det er pinedød et område, vi skal have vendt, understregede chefkonsulenten.
Jørgen Kold nævnte endvidere omgivelsernes syn på brugen af hestene, som et punkt der på lidt længere sigt er væsentligt.
- Vi står jo midt i en turbulent tid i hestesektoren, og på sigt der skal vi sørge for at lande det her rigtigt. Vi har været vant til rigtig gode historier. Vi har været vant til gode fortællinger, når vi får mediedækning. Det har vi gavn af, og det skal vi også fortsat have, så derfor skal vi naturligvis lande hele den her velfærdssnak om brugen af hesten det helt rette sted, påpegede Jørgen Kold.

200 var samlet til Hestekongres 2025 i Kolding. Foto: Camilla Bønløkke
Vi holder af heste
Formand for Landsudvalget for Heste, Per Andersen, der tiltrådte posten i juni 2024, og derfor havde debut med en årsberetning, undgik naturligvis heller ikke at komme ind på debatten om hestevelfærd.
- Vi, der har valgt et liv med heste, er helt bevidste om, at en dagligdag med heste er fuld af gode oplevelser. Vi prioriterer typisk hestene før alt andet og lader ofte vores tilværelse præge af, at hestene er i første række. Når vi gør det, så er det fordi, vi virkelig holder af heste, og vi vil bare gøre det så godt som muligt for hesten, som vi er så fascineret og stolte af.
- I min verden har jeg gået med et billede af en dansk hestesektor, hvor det slet ikke har været så skidt at være hest, og jeg vil godt begrunde, hvorfor jeg har haft det billede.
- Vi kan starte med hesteloven af hesteholdet, som allerede i 2008 blev reguleret gennem Lov om hold af heste. Helt unikt at man har lovgivet om alt det, der hører til at holde hest, hvad end det er stalden, folden, foderet eller brug af hjælpemidler. Det finder vi ikke i nogen andre lande, hverken i EU eller den øvrige verden. Men det stopper ikke her. Vi har også en detaljeret lovgivning om transport af heste, og vi ved, at der stort set ikke findes overtrædelser vedrørende hestenes velfærd i forbindelse med transport. Derudover har vi fået lovrammer omkring rejser over grænser og registrering af hestenes opholdssteder, så vi kan minimere smitte med særlige hestesygdomme, og endelig har vi regler for medicinhåndtering og foderhygiejne. Vi har altså en dansk hestesektor, der er så lovreguleret som aldrig før, lød det fra formanden, der fortsatte:
- Når jeg derfor tænker på, at vi generelt har heste, fordi vi virkelig kan lide hestene, og vi så har sikret hesteholdet gennem en masse lovreguleringer, ja så har jeg haft den opfattelse, at Danmark slet ikke er så skidt et sted at være hest.

Formand for Landsudvalget for Heste, Per Andersen (th), og chefkonsulent, Seges Innovation, Jørgen Kold. Foto: Camilla Bønløkke
Den rette vej
- Det selvbillede er i den grad blevet udfordret i den senere tid, hvor vi før næsten udelukkende oplevede positiv omtale, så oplever vi nu også kritiske røster i forhold til, hvordan vi bruger hestene – særligt i sporten og nok også særligt i elitesporten. De kritiske røster har bestemt også fået næring af, at nogle højt profilerede aktører har trådt ved siden af, og det efterfølgende har fået massiv eksponering i medierne.
- Det inddrager os alle sammen, uanset om der er tale om enkeltstående tilfælde eller mere generelle tilstande. Jeg tror, det er væsentligt, at vi finder ud af at navigere i sådan en situation, og vores pejlemærke skal være hesten og hestens velfærd. Og nok så væsentligt, så skal vores håndtering være præget af faglighed og ordentlighed, understregede Per Andersen, der tilføjede, at når nu brugen af hesten er sat på dagsordenen, så er det væsentligt, at vi lander et sted, hvor vi forandre til gavn for hesten, og ikke blot følger de højeste røster eller de mest radikale røster.
Formanden understregede også vigtigheden af at få etableret en god samtale om, hvordan vi skal arbejde hen imod endnu bedre velfærd i brugen af hesten, ligesom han gjorde det klart, at han i den forbindelse hilser alle input velkomne.
- Kun ved at være villige til at se kritisk på os selv og vores ageren, får vi fundet ud af, hvilken vej der er den rette fremadrettet. Hvad jeg til gengæld er ked af, det er, når jeg i hele denne selvransagelse oplever, at tonen bliver let fordømmende. Når nogen finder, at netop den måde, man selv bruger hestene på, er OK, mens den måde at andre bruger hestene på, ikke er OK. Så er der altså risiko for, at det bliver lidt for skingert, lød det fra Per Andersen om emnet, der senere i dagens program blev fulgt op af en paneldebat med bred repræsentation af interessenter i hestevelfærd.