I stedet for at lade civile tvister afgøres af domstolene er voldgift en mulighed. På landbrugsinfo.dk beskrives mulighederne.

Ifølge vejledningen fra Landbrug & Fødevarer, Erhvervsjura har hestevoldgiften til formål at træffe hurtige og kompetente afgørelser i tvistsager vedrørende heste.

Hestevoldgiften har eksisteret siden 2011. Den blev etableret ud fra et ønske blandt hestehandlere om, at der etableres et forum til løsning af tvister i forbindelse med hestehandler, som tager særligt hensyn til det forhold, at tvisterne omhandler levende dyr, således at tidshorisonten for sagens løsning tillægges særlig vægt.

To regelsæt

Der kan vedtages voldgiftsbehandling efter to forskellige regelsæt. »Almindelige regler for voldgift om heste« og »Regler for udvidet voldgift om heste«. De to regelsæt adskiller sig ved voldgiftsbehandlingens omfang og deraf følgende omkostninger.

Ifølge landbrugsinfo.dk bør det derfor ved vedtagelse af voldgift vurderes, hvilket regelsæt man ønsker at anvende.

»Almindelige regler for voldgift om heste» finder anvendelse, medmindre parterne udtrykkeligt har vedtaget »Regler for udvidet voldgift om heste«.

Regelsættene for de to voldgiftsbehandlinger er offentliggjort på landbrugsinfo.dk. Voldgiftsprocessen og typiske spørgsmål om voldgift er desuden beskrevet i artiklen »Spørgsmål og svar om voldgift«.

Forskellen mellem retssag og voldgift

Om hestevoldgiften lyder det blandt andet, at de processuelle regler for voldgift er mindre omfattende end retsplejeloven. Dommeren får herved større indflydelse på processen. Det indebærer en bedre mulighed for at tage højde for karakteristika i hestesager generelt og i den foreliggende tvist konkret.

Voldgiftsretten træffer afgørelse ved kendelse. Kendelsen kan ikke ankes til en højere instans eller indbringes for domstolene. Når voldgiftsretten har afgjort sagen, risikerer parterne således ikke at skulle igennem et yderligere forløb for endnu en domstol. Voldgiftsrettens kendelse kan – ligesom en dom fra domstolen - fuldbyrdes af fogedretten.

Parterne betaler udgiften til voldgiftsrettens honorar. De umiddelbare udgifter til voldgiftsbehandling er derfor højere end ved tvistbehandling ved de civile domstole. Til gengæld træffer voldgiftsretten afgørelse væsentligt hurtigere end de civile domstole.

Når tiden vægtes højt

Det er aldrig sjovt at leve med usikkerheden om afgørelsen af en sag – eller at passe en hest, hvis fremtid er usikker. Voldgiften udgør derfor et tilbud til dem, som vægter tidsperspektivet højt.

Uanset, at voldgift er dyrere end domstolsbehandling, vil den i mange tilfælde også være attraktiv økonomisk. De udgifter, der løbende må afholdes til hesten, mens man venter på udfaldet af sagen, herunder opstaldning, beskæring mv., bliver mindre, når afgørelsen afsiges hurtigt.