Spørgsmål:

Jeg ifoler min hoppe hvert år, og i de år det går godt, sælger jeg føllet lige efter fravænning og tjener lidt på det.

Jeg rider ikke selv, så jeg avler for at sælge.

Jeg er klar over, at praksis viser, at én avlshoppe ikke er af tilstrækkeligt til at kunne anse virksomheden som erhvervsmæssig.

Betyder det så, at indtægten er skattefri?

Svar:

Nej desværre.

Når en hobbyvirksomhed giver en indtægt, skal denne beskattes som personlig indkomst.

Udgifter, der er forbundet med indkomsterhvervelsen, kan dog trækkes fra.

Det betyder også, at selvom man »kun« driver hobby, så er det nødvendigt at føre et regnskab, skulle Skattestyrelsen komme forbi en dag.

Et eventuelt underskud fra hobbyvirksomheden kan ikke trækkes fra i årets anden indkomst eller fremføres til modregning i efterfølgende års indkomst. Dette er ulempen i modsætning til, når der drives erhvervsmæssig virksomhed.

Det antages dog, at hvis der kan konstateres en direkte sammenhæng mellem udgifter, der kan indeholdes i årets underskud, og indtægter erhvervet i et senere år, så vil udgifterne kunne trækkes fra i de sammenhængende indtægter.

Hobbyvirksomheder kan efter administrativ praksis ligeledes foretage driftsøkonomiske afskrivninger.

Det vil således være de færreste almindelige hobbyvirksomheder, som reelt vil have noget at beskatte. Men avler man nu en helt fantastisk hest, som man sælger dyrt, så kan man altså ikke undgå en eventuel beskatning ved at sige, at man kun driver hobbyvirksomhed. Derfor er det vigtigt altid at kunne dokumentere de løbende udgifter, så man i hvert fald ikke beskattes unødvendigt hårdt.

Brevkasseredaktør, skattespecialist og chefkonsulent hos Patriotisk Selskab, Mimi Shin Jensen med sin hest Romea. Foto: Henriette Lemvig

Brevkasseredaktør, skattespecialist og chefkonsulent hos Patriotisk Selskab, Mimi Shin Jensen med sin hest Romea. Foto: Henriette Lemvig