En karriere hos HESK: Drømmejobbet som remonterytter var en »once in a lifetime« mulighed

Da Hestemediets skribent ankommer ved bommen på kasernen i Slagelse, er det med fornem modtagelse af den flotte nye friser Oliver F og Dansk Varmblod vallakken Fønix. Remonterytter »Svendborg«, som er det navn, 31-årige Natascha Mie Nielsen går under på kasernen, guider gennem kontrolposten og benytter samtidig lejligheden til lidt ekstra miljøtræning for de majestætiske heste.

Lige præcis denne dag er der lidt ekstra travlhed i staldene. Det er få dage før et statsbesøg. Eskortetræningen skal derfor gennemgås og trænes på kasernen i Slagelse forud for eskorten i København.

- Alt forberedes til træningen, som var det til en rigtig eskorte, lyder det fra Natascha, der på vej ned ad staldgangen hele tiden har øjne på heste, udstyr og de værnepligtige, der fortsat har behov for en hjælpende hånd med udstyr eller opsadling.

Der kastes et hurtigt blik på uret. Støvlerne skal pudses op, inden der er tid til en snak over frokosten, før Natascha skal være klar til eskortetræningen, hvor hun selv skal ride med på en hest, der for alvor har sin debut i rækken.

For uddannelsen af de nye heste til Gardehusarregimentets Hesteskadron er en stor del af hverdagen for Natascha. En hverdag der for alvor startede for syv år siden.

Det er spændingen og hesteinteressen

Det var både hesteinteressen og spændingen i det, at skulle være soldat, der fik Natascha til at starte karrieren på kasernen i august 2012, hvor hun som gardehusar aftjente sin værnepligt på 12 måneder.

- Det var en kæmpe oplevelse. Jeg har svært ved at sige, hvad der egentlig var det bedste, men en af de helt store oplevelser, var en opvisning i Aachen i Tyskland til et stort ridestævne, fortæller Natacha Mie Nielsen.

At karrieren som soldat ikke skulle forblive ved de 12 måneder, havde hun ikke selv forestillet sig.

- Stillingen som remonterytter blev pludselig ledig i 2017. Jeg vidste, at det var en chance, som jeg kun fik én gang i livet. Så jeg greb muligheden, selvom jeg på daværende tidspunkt var i gang med uddannelsen til sygeplejerske, smiler Natascha, der ikke lægger skjul på, at hun ikke kan lande på en bedre hylde, end i staldene her, hvor hverdagens uniform er de grønne ridebukser, de sorte blankpolerede støvler, og den sorte baret.

- Min kollega Højby har været her i 40 år, og det er hans opgaver, som jeg får lov at videreføre, når han stopper, fortæller Natascha.

Hun gør det klart, at hun aldrig har fortrudt, at hun sprang fra uddannelsen til sygeplejerske.

- Så jeg har i princippet aldrig lavet andet end at ride, smiler hun.

En særlig arbejdsplads

Der er ingen tvivl om, at kasernen er en speciel arbejdsplads. Som udgangspunkt skal man have været værnepligtig, og kende til gangen i det hele, for overhovedet at kunne blive ansat.

- Jeg har været her i syv år nu og jeg elsker den afvekslende hverdag, understreger Natascha, der om nogle af hverdagens opgaver fortæller:

- Jeg kigger efter nye heste rundt i hele landet, og vi er med kongehuset. Desuden er vi med på sommertogter rundt i landet. Derudover er der fødselsdage, ambassadørmodtagelser, statsbesøg, nytårskuren og mange andre store begivenheder.

Store oplevelser

Den største og mest betydningsfulde begivenhed var tronskiftet sidste år. En begivenhed, som remonterytteren indrømmer, var et følelsesladet og overvældende ridt gennem byen med mennesker stående så tæt, at stigbøjlen flere gange var ved at ramme den tætpakkede folkemængde.

- I løbet af året er vi også rundt til opvisninger. For eksempel i forbindelse med kulturnatten i København og når der er Hingstekåring i Herning. Nogle gange rider vi også ude i byer blot for træningens skyld. I Næstved rider vi fast én gang årligt. Så er vi »hjemme igen«, som da gardehusarregimentet holdt til der. Så vidt muligt rider vi tur i Slagelse hver onsdag, så vi kan træne at ride eskorte, fortæller Natascha.

Og det er som nævnt hendes job at træne alle de nye heste til det – og ikke mindst opkøbe nye heste, så efterfølgerne er klar, hvad enten der opstår sygdom, skader eller det er alderdom, der er skyld i, at en hest må skiftes ud. De daglige opgaver omfatter derfor blandt andet at følge salgssider og hele tiden finde nye heste.

75 - brune, skimler og sorte heste

Gardehusarregimentet har 75 heste i alt. Alle er de mellem 169 og 176 centimeter i stangmål. Farven skal være brun med undtagelse af hestene til trompeterne, der skal være skimmel. Desuden er der de tre sorte frisere – de såkaldte paukeheste, hvoraf én er med ved hver eskorte og går med paukerne (trommerne, red.).

- Alle vores heste skal have et godt temperament, da vi har mange forskellige ryttere på forskelligt niveau, forklarer Natascha, om nogle af de andre kriterier hun går efter, når hun er rundt i landet og finde egnede heste.

Når hestene vælges ud, er det også afgørende, at de har sunde ben, fordi de går mere på hård bund end rideheste normalt gør. Også selvom det hovedsageligt foregår i skridt.

- Hestene skal være redet og let ridelige, forklarer Natascha der er rundt at prøve heste, sammen med kollegaen Højby og en af kasernens smede.

Det er ofte heste, der ikke er egnet til topsport, som passer fint ind på kasernen, idet hestene ikke behøver at have de samme gangartsmæssige kvaliteter.

Uddannelse i hestens tempo

- Vi har altid hestene på prøve, så vi er sikre på, at de kan lide at være her, understreger Natascha og fortsætter:

- Mit job er at uddanne hestene. Først og fremmest er det i den helt almindelige daglige uddannelse af grundridningen, samt træne sabel, hvis det er en brun og at gå med trompet, hvis det er en skimmel. De skal også lære at være med i flok og gå i eskorteform. Til at starte med er det bare på nogle ture med et par stykker i skoven.

- Jeg tager det altid efter hestens tempo. Vi er kun interesseret i rolige og glade heste. Når de kan de her ting og har lært at gå i byen, så skal de videre med andre ryttere. Men de skal uddannes godt, inden de skal gå med forskellige ryttere, påpeger Natascha, der fortæller, at de lige nu er tre, der træner hestene, men at de har flere dygtige ryttere, der hjælper med hestenes uddannelse.

- Vi foretrækker, at folk kan ride, når de kommer ind som værnepligtige, men der er få, der ikke har siddet på en hest før. Alle skal imidlertid nå et vist niveau, for at de kunne ride med på eskorte.

Kasernen samarbejder med de kongelige stalde. De kører kareten under eskorte.

- Vi samarbejder også med det ridende politi, og de er for det meste også med i forbindelse med eskorter.

Traditioner, takt og tone

Der er en atmosfære af stolthed og respekt omkring opgavernes udførelse, hvad enten man møder officerer, befalingsmænd eller værnepligtige på kasernens område. Stjernerne på skulderen, den korrekt placerede baret og håret gemt væk i hårnet, understreger også den skarpe linje.

- Uniformen hører med, når man er militært ansat. Man er opdraget som værnepligtig, fordi man også skal have med kongehuset at gøre, forklarer Natascha om den respektfulde og højtidelige tone der her skiller sig ud fra så mange andre arbejdspladser.

Det er også traditionen, at de værnepligtige får navn efter deres hjemstavn. Deraf også navnet »Svendborg«, som Natascha fortsat lyder her fra sin tid som værnepligtig.

- Da jeg er ansat som konstabel, er jeg menig. Så beholder man sit bynavn, forklarer hun om den sag og påpeger, at der jo også er noget i forhold til rang i hverdagen. Det er en opdeling i grader efter uddannelse og stilling, hvor det er bygget op på specialister. Der er en ensretning af regler, så man gør tingene på samme måde.

- Alle ved, hvem der har det sidste ord.

Som militær ansat skal man også være i form. Natascha skal derfor en gang årligt gennemføre forsvarets basiskrav test. Desuden skal hun bestå den årlige skydetest, ligesom tænder og helbred skal være i orden.

- Vi skal altid være klar til hvad som helst. Vi skriver også under på, at vi kan blive udsendt.