Automatikken får lågen til lige så stille at lukke op og byde velkommen indenfor til Elmelundhaven 26. En idyllisk beliggende ejendom i udkanten af Odense, hvor der er plads til, at land og by kædes sammen med Elmelundskoven og store græsfolde.

Det røde hovedhus, raftehegnet, længerne med hestestalden, med klokketårnet og ridehallen er alt sammen opført i engelsk stil helt ind til sjælen. En ejendom, der huser en familie, som hver især er passionerede for hver deres forretningsområde, men hvor det er hestene, der binder det hele sammen.

- Det var en konsul og vingrosserer, der i sin tid opførte stedet i 1938, fortæller 69-årige Ejlif Skøtt, da han byder indenfor i hall’en, hvor første møde under de rustikke loftsbjælker er rustningen, der står stolt på stengulvet.

Det eventyrlige røde hovedhus iklædt vintertid. Foto: HorsesbyAir

Det eventyrlige røde hovedhus iklædt vintertid. Foto: HorsesbyAir

Ejlif Skøtt grundlagde i 1975 Odense Int’l Hestetransport - OIH. Siden 2005 har han også haft Horses by Air, der står for transport af heste rundt i hele verden, og i dag er hovedaktiviteten i den samlede virksomhed. En virksomhed der drives med god hjælp fra en særdeles erfaren chauffør, Gerard Baken, der er hollandsk/dansk, men også behersker det tyske og engelske sprog, samt datteren og dressurrytteren Christina Skøtt, der er ansat på kontoret, men som også har uddannelsen til at kunne springe til som afløser på en transport.

Ligeledes fra hjemadressen i Elmelundhaven driver hustruen Pia Skøtt »Dressurstald Skott«, hvorfra hun siden 1990 også har været daglig leder af Odense Rideklub.

- Pia var den første i landet til at lave småbørnshold fra 3-års alderen, fortæller Ejlif Skøtt om hustruens driftige arbejde med uddannelse af fremtidens ryttere fra en klub, der fortsat har elevskole fire hverdage om ugen.

- Det var en konsul og vingrosserer, der i sin tid opførte stedet i 1938, fortæller 69-årige Ejlif Skøtt

- Det var en konsul og vingrosserer, der i sin tid opførte stedet i 1938, fortæller 69-årige Ejlif Skøtt

Fra springbanen til Hubertusjagten

- Jeg red her også som teenager. Da var det her »pony-stedet« i Danmark. Det var en kendt rideskole, da vi købte stedet, fortæller Ejlif Skøtt videre om historien i Elmelunden.

Livet med hestene var imidlertid ikke drømmen fra begyndelsen.

- Det var min far, der syntes, at jeg skulle ride. Jeg har fået fortalt, at jeg ved mit første møde med en hest løb skrigende væk, griner Ejlif Skøtt, der dengang tydeligvis ikke vidste, at hestene skulle vise sig at blive en omfattende del af hans levevej.

Det blev heldigvis til mere end ét enkelt møde med en hest, og allerede som 10-årig fik Ejlif sin første hest. Siden blev en 1’er pony byttet til en 2’er pony, som han vandt DM på tre år i træk, inden det blev tiden at fortsætte på stor hest.

Efter nogle år blev ridekarrieren imidlertid indstillet, men kun for igen at blive genoptaget.

Også staldlængerne er opført i engelsk stil.

Også staldlængerne er opført i engelsk stil.

- Min bror lokkede mig med på en jagt for 15 år siden. Siden er jeg fortsat med at ride jagter og har nu to jagtheste i stalden, fortæller Ejlif Skøtt, der gerne viser sin øjesten, den 19-årige hoppe Liva, og den tidligere storfavorit i galopsporten, den 14-årige Stradivarius, frem.

Med Liva er det ikke blevet til mindre end fire sejre i Fyns Jagtrideklubs Hubertusjagt – i 2015, 2018, 2020 og 2022.

Med Liva er det ikke blevet til mindre end fire sejre i Fyns Jagtrideklubs Hubertusjagt.

Med Liva er det ikke blevet til mindre end fire sejre i Fyns Jagtrideklubs Hubertusjagt.

En flyvende forretning

I nogle år kørte Ejlif Skøtt hestetransport for en anden vognmand, indtil han i 1976 startede op for sig selv.

- Jeg byggede en bil op til fire heste. Dengang var en hestetrailer ikke hvermandseje, så der skulle transporteres heste mellem Fyn, Jylland og Sjælland i løbet af ugens dage, imens der i weekenderne skulle køres til stævner og væddeløb.

Han påpeger, at den slags kørsel stort set ikke eksisterer mere.

- I 2005 spurgte Bjørn Siig, der dengang var »flyspecialisten« og min største kunde, om jeg ville overtage firmaet, der tilbød internationale transportopgaver af heste, inklusiv dem i luften, fortæller Ejlif Skøtt og fortsætter:

- Da gik jeg i banken. Jeg kørte til Nyborg, hvor jeg havde bank, og jeg sagde, at jeg blev siddende, til jeg fik pengene til selskabet med den goodwill og kendskab til branchen, der allerede var.

- Det fik jeg, smiler Ejlif Skøtt, der mindes tilbage til det skridt videre i virksomheden, der senere skulle vise sig at blive »main business«, og som han i år fejrer 20-års jubilæum med.

I år kan Ejlif Skøtt fejre 20-års jubilæum med virksomheden Horses by Air. Foto: HorsesbyAir

I år kan Ejlif Skøtt fejre 20-års jubilæum med virksomheden Horses by Air. Foto: HorsesbyAir

Amsterdam og Liège

Ejlif Skøtt forklarer nærmere om det puslespil, de som speditører skal have til at gå op, når heste fra Jylland, Sjælland og det øvrige Scandinavien hentes til egen transitstald i Elmelunden, for så vidt det er muligt at have flere med på en tur mod oftest lufthavnene i Amsterdam i Holland eller Liège i Belgien.

- Typisk foregår det sådan, at der er x antal heste, der skal hentes. Dem samler vi i stalden her, hvor vores lokale dyrlæge udfærdiger baggrundserklæring og veterinærattesten udstedes af embedsdyrlægen højst 48 timer før afrejse. Skal hestene for eksempel flyve fra Amsterdam eller Liège tirsdag, skal de gerne kontrolleres af dyrlægen mandag morgen klokken 8, så vi kan komme afsted, forklarer Ejlif Skøtt, der påpeger, at logistikken altid er baseret på, at hestene kan nå at få et hvil på stald ved lufthavnen, inden de skal flyve.

- Planlægning efter et hvil på stald er i høj grad også for, at vi netop har en stald til hestene, hvis det skulle ske, at der er forsinkelser i forhold til flyafgange.

Afhængig af kravene i importlandet skal der tages blodprøver og/eller CEM-svaber fra hesten inden for 30 dage før eksport, som skal testes på et godkendt laboratorium. Testresultaterne skal vedlægges sundhedsattesterne, ligesom de sædvanlige vaccinationer mod influenza og stivkrampe er påkrævet. Endvidere er der enkelte destinationer, hvor behandling mod ind- og udvendige parasitter også er et krav senest 14 dage før eksport.

Heste, der skal på de længere rejser, samles i transitstalden i Elmelunden.

Heste, der skal på de længere rejser, samles i transitstalden i Elmelunden.

En dyr rejse

Opgaverne for Horses by Air, der stort set er egenrådige i feltet i Danmark, bookes som regel af kunder i ind- og udland, der har solgt eller købt en hest. Den fynsk-baserede virksomhed har da også har stået for transporten af OL-deltagere.

Forsendelsesomkostningerne for en hest afhænger naturligvis meget af den enkelte sag og destination, men en tur fra Danmark til New York skal man, ifølge Ejlif Skøtt, forvente, vil løbe op på omkring 45.000 kroner, hvortil omkostningerne, når hesten lander i USA, så vil komme oveni.

- Inkluderet i prisen skal jo regnes blodprøver, svaber, kurér til laboratoriet og laboratorieomkostninger, dyrlæge og attest, fly inklusiv groom og hertil den tid, det tager at planlægge det hele, forklarer han.

Ejlif Skøtt påpeger, at det endvidere er dyrt, når hestene så skal i karantæne, når de lander. Alle heste skal tre dage i statskarantæne, når de lander i USA. Priserne er netop steget til mellem 27.800 – 35.800 kroner afhængig af ankomstlufthavn. Efter de 3 dage kan en vallak rejse til sin endelige destination, mens hopper og hingste skal videre til private CEM-karantæner i henholdsvis 14 og 30 dage. Her er priserne svingende.

Hestene har følgeskab hele vejen

Horses by Air samarbejder med 4-5 forskellige kolleger i USA, der kan tage over på den videre transport, når hestene når frem.

- Der er altid nogen, der følger med hestene hele vejen. Der er et firma i Amsterdam, der ofte står for at booke grooms til at tage med, men vi har da også selv fulgt med hestene ud i verden, fortæller Ejlif Skøtt, der kan berette om mange spændende rejser fra hele verden.

Grækenland, Serbien, Emiraterne, Thailand, Kenya og Singapore er blot nogle af de destinationer, som Ejlif trækker frem med spændende oplevelser. Blandt en af de mindre spændende rejser fremhæves en tur til Pakistan, hvor Ejlif selv fulgte tre fuldblodsheste frem til destinationen.

- Pakistan var uhyggeligt. Da vi kom frem, stod der et vrag af en to-hestes trailer. Den sidste hest måtte vi så gå rundt med i tre timer i lufthavnen. Da den endelig blev afhentet, blev jeg indlogeret på et uhumsk hotel uden lås på døren og med kakkerlakker på væggene, fortæller Ejlif Skøtt blandt andet om den ubehagelige oplevelse.

- Der fik jeg nok af Pakistan og har siden haft en anden groom til at tage med.

Odense Int’l Hestetransport har i alt tre biler og en trailer.  Denne MAN TGE 3.180 har alt i udstyr og blev købt sidste år.

Odense Int’l Hestetransport har i alt tre biler og en trailer. Denne MAN TGE 3.180 har alt i udstyr og blev købt sidste år.

Komfort for heste og chauffører

Der er som nævnt altid nogle, der rejser med hestene, fra de går i transportboksene i lufthavnen, og indtil de er kommet frem til destinationen.

- Jeg tror næsten, at det er mere komfortabelt for hestene at flyve end at køre på landevejene. Vi har aldrig oplevet problemer, lyder det fra Ejlif Skøtt, der om nogen taler af erfaring.

Odense Int’l Hestetransport har i alt tre biler og en trailer, og der er altid to mand på de lange ture på over 10 timer.

- Den der bil fik vi sidste år, men den har allerede kørt 60.000 kilometer, fortæller Ejlif Skøtt om den nyvaskede MAN TGE 3.180, hvor der ikke skorter på udstyr og komfort.

- Komforten skal være i orden, når vi skal sidde i bilen i så mange timer, understreger Ejlif Skøtt, der fortsat ofte ses bag rattet.

Dokumenter der skal med hesten

Følgende dokumenter og attester skal følge hesten under rejsen:

  • Originalt pas
  • Sundhedsattest med evt. blodprøve/CEM resultater
  • Korrekt tegnet diagram af hesten underskrevet af dyrlæge
  • Evt. transittilladelse
  • Evt. importtilladelse
  • Evt. exporttilladelse

Kilde: https://horsesbyair.dk/faq-dk

Hvad skal hesten have med på rejsen?

  • Hesten skal altid have grime af god kvalitet, helst en lædergrime, samt tilhørende grimeskaft
  • Hesten kan udstyres med transport gamacher, men dette anbefales ikke, da de oftest generer mere, end de gavner. Bandager med/uden bandageunderlag frabedes og vil ikke blive accepteret, da risikoen for at de går op eller glider ned, er for stor. En korrekt pålagt halebandage/beskytter kan være en god idé
  • Der kan medtages max. 2 stk. dækken
  • Alle andre ting såsom sadel, sadelskab, ekstra dækken m.m. kan som standard ikke forventes afsendt sammen med hesten, men må bookes separat og i god tid forinden afskibning. Disse ting skal pakkes i solide kasser og påføres en detaljeret indholdsfortegnelse
  • Det frarådes at medsende mere end højst nødvendigt, da de fleste flyselskaber afviser at medtage disse ting. Desuden kan det medføre forsinkelse i toldbehandlingen ved ankomst i modtagerlandet og risikoen for bortkomst er ligeledes til stede

Kilde: https://horsesbyair.dk/faq-dk