Efter nye kontrolbesøg: Det halter stadig med dyrevelfærden for heste fra omstridt stutteri
To uanmeldte kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen i januar på to adresser, hvor en berygtet stutteriejers heste er blevet flyttet til, kastede en række indskærpelser af sig.
- Jeg er bekymret for hestevelfærden, det er jeg absolut. Deres basale behov er ikke opfyldt.
Sådan lyder det fra Inger Lund Overgaard, der er dyrlæge ved Dyrenes Beskyttelse, i en artikel, hvor hun udtaler sig til TV2 Nord.
Udmeldingen kommer på baggrund af to rapporter, der blev udarbejdet efter, at Fødevarestyrelsen kom på uanmeldt kontrolbesøg på to gårde i Jammerbugt Kommune i januar.
På adresserne befinder sig heste, som ejes af tidligere stutteriejer John Byrialsen, der stod bag Viegård Stutteri – og nu er det kommet frem, at der også her foreligger en række kritisable forhold hvad angår dyrevelfærden.
Kritikpunkterne indebærer blandt andet, at boksene ikke er store nok, og at der mangler adgang til vand.