Daniel Bachmann: - Vi skulle ind og levere - og det gjorde vi
Eneste fokus inden Daniel Bachmann red på banen til OL og leverede et fantastisk ridt var: Mig, hesten, opgaven. Det fortalte han om, da han forleden gæstede Kirstineholm ved Aarhus under overværelse af godt 250 hestefolk.
Daniel Bachmann gæstede forleden Kirstineholm lidt uden for Aarhus, hvor godt 250 hestefolk blev taget med bag kulissen til sommerens OL i Paris og den oplevelse det var, at være en del af et så stort set-up og ovenikøbet vende retur med en sølvmedalje om halsen.
Med sig – både i Paris og på Kirstineholm – havde han landsholdsdyrlæge Frederik Nielsen og international dressurdommer Susanne Baarup. Og det blev til en herlig aften med både fagligt gode råd, anekdoter og grin undervejs, hvor den gode kemi og super ping-pong mellem de tre hovedpersoner, var tydelig.
- Vi har spillet en del Uno undervejs, sagde Daniel Bachmann især henvendt til Frederik Nielsen, der med glimt i øjet kunne berette, at det for første gang i hans liv var lykkedes at gøre alle glade, ved ikke at have noget at lave.
- Nej spøg til side… Vi skal selvfølgelig være til stede i tilfælde af, at en af hestene får det dårligt, eller at der sker noget uventet. Men alle hestene havde det heldigvis godt, så ja, jeg spillede en del Uno, sagde Frederik Nielsen tilfreds.
OL giver følelsen af fællesskab
Tilfreds med oplevelsen var også Daniel Bachmann.
- VM i Herning var, indtil jeg kom til OL, den største sportslige oplevelse, jeg havde haft. Men OL er bare endnu mere. Det fylder meget mere. Man føler sig som en del af et større fællesskab med andre atleter, og det gjorde mig vildt stolt og gjorde, at jeg red endnu bedre, fordi jeg følte, at jeg havde hele Danmark bag mig.
- At det så gik så godt, som det gjorde, det er fedt, og jeg nød hvert eneste sekund dernede, fastslog Daniel Bachmann.
Er alt godt?
Han fortalte, hvordan han gennem mange år op mod mesterskaber har lært at bygge sig selv op både fysisk og mentalt.
- Jeg trænede både med min fysioterapeut og min mentalcoach op til OL. Ofte var det blot lige et tjek. Er alt godt? Jeg kunne virkelig mærke, at jeg havde sådan en form for rustning omkring mig. Alt var aftjekket, alt var testet af. Vi havde i maj måned kørt turen derned. Jeg vidste, hvor jeg skulle overnatte, og hvor Vayron skulle overnatte og hvornår det passede ind på turen. Vi var velforberedte.
En meget frisk Vayron
Træningsmæssigt var også Vayron kørt op i træning.
- To uger før afgang mod Paris vidste jeg, at jeg havde ham helt, hvor jeg gerne ville have ham. Ugen inden afrejse, der kørte vi så helt ned igen og brugte en masse tid i skoven og på simpel bomtræning. Så da vi kom til Paris, var han meget frisk.
Daniel Bachmann lader den stå så tilpas længe, at alle fanger, at meget frisk, nok snarere skal forstås som lidt for frisk… Men heldigvis slog vejret om fra regn og køligt til sol og 38 grader.
- Fra at tænke, det her, det bliver spændende, blev jeg glad for, at han var så frisk, for med den varme, krævede det et ekstra gear.
Registrerer intet
Daniel Bachmann fremhæver, at det eneste man tænker på, lige inden man skal på banen er: Mig, hesten, opgaven.
- Vi skulle ind og levere – og det gjorde vi. Jeg så på intet tidspunkt, hvor mange mennesker der sad på tribunerne. Jeg så ikke slottet. Først bagefter. Da vi red ud, så jeg de mange danskere og den fantastiske opbakning. Men inden, der registrerede jeg det ikke.
Stor ære at være dommer
Dressurdommer Susanne Baarup stemte i i forhold til at have haft en fantastisk oplevelse i Paris.
- Allerførst er det jo en stor ære, at bliver valgt til at dømme OL. Men de betingelser og omgivelser…. Indimellem havde man tid til at kigge ned på Versailles Slottet og op på de 16.000 mennesker, der er så engagerede samtidig med, at der blev vist fantastisk ridning, det gjorde det fedt at være med.
Susanne Baarup fortalte, at de syv udvalgte dommere, forsøgte at dømme flere stævner sammen op til OL.
- Fra vi får at vide i november 2023, hvem der skal dømme OL, og til vi tager afsted mod Paris, dømte de fleste af os både i Aachen, Rotterdam og andre stævner. Der var vi måske lidt færre, men vi fik følelsen af fællesskab og følte os som et team, der stolede på hinanden. Det var meget positivt.
Daniel i sadlen
Efter OL-snakken gennemgik Daniel Bachmann to ekvipager:
Ved den første ekvipage var fokus på den daglige træning med vægt på holdbarhed, glæde, og korrekthed. Her underviste Daniel Bachmann Kristian Würtz Green på hoppen Beatric. Ved den anden ekvipage var Daniel Bachmann selv i sadlen på den snart 8-årige hoppe St. Felice, som han udtrykte stor begejstring for. Her fik han bedømmelse og god dialog med dressurdommer Susanne Baarup, hvilket gav et unikt indblik i dommerens tanker og vurderinger.
Hestemediet bringer yderligere artikler fra arrangementet med blandt andet faglige input fra Daniel Bachmann gennem den næste måned på www.hestemediet.dk