80 Ryttere, 1 Stor Historie: - Oplev den traditionsrige Hubertusjagt i Dyrehaven
Røde jakker, forlorne ræve og spænding ved Magasindammen. Hubertusjagten i Dyrehaven er en over 100 år gammel tradition og årets store jagt er på søndag.
På søndag den 3. november fra klokken 10.00 rider cirka 80 ryttere den traditionsrige Hubertusjagt i Dyrehaven, hvor H.M. Dronning Mary kommer til Eremitageslottet og overrækker præmien til dette års vinder efter jagten.
Det meddeler Jagtledelsen i Sportsrideklubben i en pressemeddelelse.
Rytterne mødes cirka klokken 9.30 ved Peter Lieps hus. Her vil May-Britt Kattrup fra hesteryg fortælle om dagens Hubertusjagt, dens historie og traditioner. Under hele jagten speaker Stine Winther Mygind og Peter Gilsfort fra Eremitageslottet, så tilskuerne kan følge med i feltets færden og samtidig blive beriget med lidt historie om Dyrehaven og jagtridning.
10 kilometer og 32 forhindringer
Jagten er cirka 10 kilometer lang med 32 forhindringer. Undervejs skal rytterne igennem Ulvedalene samt have et udspring ved Sandskredet, der ligger på den lige vej mellem Eremitageslottet og Peter Lieps hus. Ikke alene giver det et sus i rytterne, men publikum mærker også suset.
Klokken cirka 11.30 er Hubertusjagtens Waterloo, når rytterne skal igennem magasindammen. Kort efter rider de cirka 30 rytter, som er kvalificerede til opløbet mod Hjortekær for at ride om kap op mod Eremitageslottet.
Vinderen modtager H.M. Dronning Marys ærespræmie og hædres under traditionelle ceremonier til Hubertusballet søndag aften på den Kongelige Skydebane Sølyst i Klampenborg.
For jagtrytterne er Hubertusjagten afslutningen på en sæson med jagter hver søndag i forår og efterår i Dyrehaven, i de Sjællandske skove og på godser. I alt 23 jagter.
Et stort trækplaster
Det oplyses, at program med ruten og oplysninger om Hubertusjagten står til fri afbenyttelse ved de fleste røde låger ind til Dyrehaven.
Hubertusjagten arrangeres af Sportsrideklubbens jagtledelse. Officialposterne rides i år af Chris Winther og Peter Skifter som ræve, hovedmaster er May-Britt Kattrup og sidemastere er Karin Winther og Finn Olsen. Bagmastere Lars Folkmann og Finn Saksø-Larsen. For ponyerne rider Katja Andersen master og Iben Dannerbo Bagmaster.
Hubertusjagten har udviklet sig til en tradition for de op mod 40.000 tilskuere, som møder op og følger rytternes tur over stok og sten. Trækplastre er især udspringet i Magasindammen og opløbet, som har mål ved det historiske Eremitageslot.
Find mere om program, rute og praktisk information som tilskuer på hubertusjagt.dk.
Historien
Hvert år den første søndag i november afholdes årets Hubertusjagt. Sådan har det været siden år 1905 dog med enkelte undtagelser under 2. verdenskrig og I 2020 på grund af Corona. Hubertusjagten er en symbolsk videreførelse af de gamle parforcejagter, som Dyrehaven oprindeligt er anlagt til.
Det enestående stjerneformede stisystem blev anlagt i 1680’erne af Christian V med det formål, at kongen kunne have udsyn over vildt, hunde og jægere i forbindelse med parforcejagter. Her lod man hunde støve ræven op, og feltet fulgte hunde og ræv.
I dag er der ingen jagthunde, og ræven er erstattet af »forlorne« ræve i form af to erfarne ryttere, som rider forrest med rævehaler på deres røde ridejakker. Tempo m.m. styres af feltets master, som rider med høj hat. Bagest rider bagmaster, som sørger for at alle er med og hjælper dem, der eventuelt skulle have problemer.
Ovenstående historie er den direkte anledning til, at Dyrehaven i 2015 er optaget på UNESCOs liste over verdensarv. Og at UNESCOS sidste år turnerede med en særlig udstilling, der blandt andet fortalte om Hubertusjagtens symbolske videreførelse af den gamle parforcejagt og dens betydning for Danmarkshistorien.
Kilde: Jagtledelsen, Sportsrideklubben