Spørgsmål

Skal jeg lave en regulering i regnskabet, hvis jeg har private heste i stalden, hvor jeg også har opstaldere?

Svar

Reglerne er, at man som selvstændig kan fradrage driftsomkostninger, det vil sige de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det er en betingelse, at udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer.

Driver man virksomhed, hvor man har opstaldere, eller generelt hvor man har egne private heste, som indgår i den ellers erhvervsmæssige del af virksomheden, kan disse udgifter ikke fradrages, da der er tale om private udgifter vedrørende disse heste.

Flere spørger, om man ved fordelingen af udgifterne mellem privat og erhverv kan anvende den tidligere lave standardtakst, men denne har ikke været gældende siden 2011.

Udgifterne skal i stedet fordeles skønsmæssigt og beskattes som en privat andel i regnskabet.

Brevkasse-redaktør

Hver tredje uge svarer Mimi Shin Jensen på spørgsmål vedr. skatteregler, skatteproces og ejendomsvurderingerne fra Hestemediets læsere. Man er velkommen til at sende spørgsmål på mail: redaktionen@hestemediet.dk