Møddingspladsen kan enten være en åben plads, med to meter randzoner, eller med sidemure med mindst en meter i højden. Der skal være fald på pladsen og et afløb til møddingsaft, som skal lede til en opsamlingsbeholder.

Hvis man har en containermødding, skal den være placeret på støbt plads med afløb til opsamlingsbeholder.

Har man en containermødding, som er korrosionsbeskyttet, hvor tre af siderne er fuldsvejset og tætte og bagklappen er fremstillet med en tæt gummipakning, så den er væsketæt, er det stadig et krav, at den skal være placeret på støbt plads med afløb til opsamlingsbeholder.

Det er et krav, at ens mødding har en opbevaringskapacitet på ni måneder, medmindre der foreligger en skriftlig aftale om løbende tømning. Aftalen skal være femårig. Opbevaringskapaciteten beregnes ud fra normtal i forhold til gødningsmængde. I beregningen er det muligt at regne de timer, hestene er på fold, fra.

Møddingspladser skal leve op til følgende afstandskrav, i forhold til placering: vandforsyningsanlæg ikke almen (25 m.), vandforsyningsanlæg almen (50 m.), vandløb/søer større end 100 m2/dræn (15 m.), offentlig og privat vej (15 m.), levnedsmiddelvirksomhed (25 m.), beboelse på samme ejendom (15 m.), naboskel (30 m.), nabobeboelse (50 m.), lokalplan og byzone (50 m.).

Overdækning af mødding – hvorfor?

Det er et lovkrav, at ens mødding skal overdækkes med presenning eller andet vandtæt materiale straks efter udlægning – også ved daglig tilførsel med trillebør eller minilæsser. Selvom man etablerer sin mødding under halvtag, er det stadig et krav med tætomsluttende overdækning. Begrundelsen for dette er, at man på den måde mindsker ammoniakemissionen fra sin mødding, både den luftbårne og det, som eventuelt udvaskes ved nedbør.

Ved at overdække sin mødding kan man også mindske fluegener på gården, fordi flueæg i møddingen bliver destrueret under overdækningen på grund af varmen fra møddingen.

Rådgiverens erfaring

Hos Velas Miljø oplever vi for det meste, at kommunerne ved tilsyn indskærper, hvis møddingspladsen ikke er overdækket. Som dokumentation for, at man har efterkommet kommunens indskærpelse, beder de typisk om, at man sender et billede, hvor man har opfyldt overdækningskravet.

Det kan være muligt at søge dispensation i forhold til afstandskravene i forhold til de generelle afstandskrav.

Sommerhus/byzoner, lokalplanlagte områder i landzone og nabobeboelse har en forbudszone på 50 meter, hvor det ikke er muligt at søge dispensation.