Tur-retur med din hest til Bornholm er blevet en dyr fornøjelse
I modsætning til de lempeligere regler for flytning af heste mellem de nordiske lande, så er sagen nu en helt anden, når rejsen gælder Bornholm. Omkostningerne rammer blandt andet travsporten.
Ifølge netavisen Bornholm.nu har Bornholms folketingsmedlem Lea Wermelin (S) drøftet spørgsmålet om nye regler for hestetransit med fødevareminister Jacob Jensen (V). Det oplyses endvidere, at ministeren har besluttet at tage sagen op i EU, da han vurderer, at reglerne muligvis beror på en fejl.
Mediet oplyser, at reglen, der er indført af Fødevarestyrelsen på baggrund af EU-regulering, kræver, at heste undersøges af en kredsdyrlæge både før og efter transporten mellem Bornholm og det øvrige Danmark.
Hestene kan frit rejse til løb i Sverige, Norge og Finland uden samme krav, hvilket har skabt frustration blandt bornholmske hesteejere.