- Træk luft ind, tænk nedad, skyd.

Instrukserne fra sidelinjen til Røskva Kjær Jensen med ponyen Star kommer fra Signe Christensen, der på blot et par måneder har samlet ikke mindre end 16 lokale børn, unge og voksne til ugentlig træning i bueskydning på Tåsinge.

Det er knap fem år siden, at Signe Christensen selv fik øjnene op for muligheden for at dyrke de ældgamle traditioner med bue og pil fra hesteryg.

- Det var året før, at Horseback Archery Denmark, forkortet HBADK, der er den danske landsforening for beredne bueskytter, blev stiftet i 2017, fortæller Signe Christensen, der med det samme blev grebet af disciplinen.

Siden er det blandt andet blevet til deltagelse i Danmarksmesterskaberne, hvor hun sidste år vandt bronze, og i 2019 blev hun stemt ind i bestyrelsen i landsforeningen, som hun i dag er formand for. En forening der dog i øjeblikket er lagt lidt i bero efter en corona-periode, hvor det blev for svært at holde gang i aktiviteterne.

I stedet har bestyrelsens medlemmer hver især valgt at arbejde for mere lokal udbredelse, og det er den opgave, Signe Christensen er kommet rigtig godt fra land med på Tåsinge.

 

En sport for alle

Træningen på Tåsinge foregår hver anden onsdag på ridebanen hos Rytteriet Hestecenter og hver anden gang trænes der udelukkende fra jorden på en anden lokalitet på øen.

En del af rytterne kommer fra hestecenteret. Christa Verlin Danielsen er blandt andet med i træningen sammen med sønnen Sebastian, hvor mor og søn skiftes til at træne med bue og pil med en hest, de låner.

Signe Christensens egen søn Thor er også med på holdet, ligesom Falke, der er lillebror til Røskva, samt deres mor, Mette Kjær Jensen, også deltager på holdet uden hest. Reglen for de gående er blot, at de også skal være i bevægelse, når de skyder.

Eleverne på dagens første hold er enige om, at det bare er sjovt at være sammen med hestene på en anden måde. Glæden over de små sejre, hver gang teknikker afprøves og lykkes, kommer da også tydeligt til udtryk med store smil, jubel og sejrsrunde, ligesom alle holdkammeraterne og ikke mindst holdets træner ikke holder sig tilbage med opmuntring og rosende ord.

Der er dømt hygge på alle parametre. Deltagerne hjælper hinanden, deles om heste, bue og pil, ligesom de minder hinanden om, at de skal huske at tage en snack eller lidt at drikke. Det er ikke kun sport, men også en social aktivitet, hvor alle kan være med.

Sikkerhed, hygge og glæde

- Jeg brænder bare for det og jeg synes kun, at det er endnu sjovere, når mine elever udvikler sig for hver gang og jeg oplever hver deres små sejrer og store smil, når det lykkes. Det er en kombinationssport, der bare kan noget andet, end de traditionelle discipliner indenfor ridesporten, understreger den passionerede træner, der kun holder sig til undervisning i bueskydning, men lader hest og rytter om at finde tilliden og modet sammen i disciplinen.

- Det handler først og fremmest om sikkerhed og hygge, og at alle skal gå glade herfra, hver gang vi har trænet, smiler Signe Christensen, inden hun går videre med træningen med sit andet hold denne onsdag aften.

Horseback Archery Denmmark

Horseback Archery Denmark, forkortet HBADK, er den danske landsforening for beredne bueskytter. Foreningen er optaget i IHAA (International Horseback Archery Alliance).

Målet med HBADK er at danne rammerne om en forening, hvor alle er velkomne. Både store og små, nybegyndere og øvede. En forening med plads til både konkurrence og hygge. Moderne og historiske interesserede.

Horseback Archery Denmark havde stiftende generalforsamling på Ulvsborg den 26. august 2017.

Kilde: https://hbadk.com/